Dagsordener

Hjem
Dagsorden

By- og Kulturudvalget - Referat 6. september 2011

Knud

By- og Kulturudvalget

Åben

Referat


Tirsdag den 06-09-2011 kl. 08:15

Tarup-Davinde


Udvalgsmedlem Lars Chr. Lilleholt deltog ikke i besigtigelsen i Tarup-Davinde.

Oversigtsdagsorden: Åben referat


A: Sager til afgørelse i Økonomiudvalg/Byråd


1. Forslag til kommuneplantillæg nr 12, lokalplanforslag nr. 5-706 Energivej, erhverv og Miljørapport. Offentliggørelse

Åbent - 2009/080823

 

Sagsresumé

Odense Kommune og grundejere i erhvervsområdet omkring Energivej ønsker at få forlænget Energivej til Volderslevvej og dermed sikre det eksisterende erhvervsområde bedre vejadgang. Samtidig lokalplanlægges for nyt erhvervsområde omkring Energivejs forlængelse i overensstemmelse med kommuneplanen.

 

Lokalplanområdet udlægges til byggeri for kontor og service nord for Energivejs forlængelse. Syd for vejen udlægges areal til industri. Der må ikke opføres boliger i området. Lokalplanforslaget sikrer offentlig stiadgang gennem området ud til det åbne land.

 

Lokalplanområdet ligger i landzone, men vil blive overført til byzone.

 

Kommuneplantillægget er udarbejdet for at regulere afgrænsningen mellem industri, kontor og service.

 

Der er i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget også udarbejdet en miljørapport. Miljørapporten er begrundet i konsekvenserne for støj og de væsentlige drikkevandsinteresser i området. Lokalplanforslaget er udarbejdet med hensyntagen til Miljørapportens anbefalinger.

 

Indstilling

By- og Kulturforvaltningen indstiller til udvalget, at byrådet godkender:

 

  1. Forslag til kommuneplantillæg nr. 12

 

  1. Lokalplanforslag nr. 5-706 Energivej, erhverv

 

  1. Miljørapport til lokalplanforslag nr. 5-706

 

offentliggøres i 8 uger i henhold til planlovens bestemmelser.

 

 

Beslutning

By- og Kulturudvalget anbefaler indstillingen.

 

Sagsfremstilling

Baggrund

For at aflaste trafikken i erhvervsområdet mellem den eksisterende del af Energivej og Svendborgvej ønskes Energivej forlænget mod vest til Volderslevvej. Dette er et stort ønske fra grundejerne i erhvervsområdet og i overensstemmelse med kommuneplanen. Energivejs forlængelse er samtidig en del af trafikafviklingen i forbindelse med den planlagte forlængelse af Munkebjergvej. For at understøtte anlæggelsen af Energivejs forlængelse udlægger denne lokalplan erhvervsarealer langs begge sider af Energivejs forlængelse. Dette er ligeledes i overensstemmelse med kommuneplanen.

 

Arealdisponering

Lokalplanen udlægger areal til kontor- og service nord for Energivejs forlængelse og areal til industri syd for vejen. Derved kommer kontor- og servicearealet til at ligge som en buffer for eventuelle gener, som fx støj, mellem industriområdet og bolig- og friarealerne nord for lokalplanområdet. Udlægget af Energivejs forlængelse er i forbindelse med lokalplanens udarbejdelse blev fastlagt. Placeringen af vejudlægget er ikke i overensstemmelse med kommuneplanen. Derved er fordelingen af de arealer, som kommuneplanen udlægger til henholdsvis kontor- og service og industri, ændret i lokalplanen. Lokalplanforslaget følges derfor af et forslag til kommuneplantillæg. Der kan ikke etableres boliger i området.

 

Landskab og stiforbindelser

Ud over placeringen af Energivejs forlængelse tager lokalplanforslagets arealdisponering udgangspunkt i områdets kuperede landskab. Herudover tager bebyggelsesplanen hensyn til beskyttede diger og levende hegn, samt udlæg til fremtidige regnvandsbassiner. Med lokalplanens arealdisponering sikres rekreative og biologiske forbindelser mellem friarealer, diger, eksisterende beplantning, lavbundede arealer og regnvandsbassiner. Stiforbindelserne forbinder bolig- og friarealerne nord for lokalplanområdet med det åbne land syd for lokalplanområdet. Området syd for lokalplanområdet er udlagt til råstofindvinding. Med tiden vil dette område efter endt grusgravning fremstå som et rekreativt grønt område med en eller flere søer. Med stiforbindelserne gennem lokalplanområdet sikres adgang fra boligområderne til det fremtidige rekreative område. Lokalplanen udlægger også areal til grønne bælter, der sikrer muligheden for at beplante mellem industriområdet og det kommende graveområde/senere rekreative område.

Der udlægges desuden areal til beplantning langs Volderslevvej, så ankomsten til Odense via Volderslevvej får et grønt præg.

 

Eksisterende bebyggelse

Indenfor lokalplanområdet ligger i dag 4 boliger, hvoraf den ene for nylig er blevet opkøbt af Odense Kommune. I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget har Odense Kommune udarbejdet støjberegninger. Disse viser, at boligerne ikke forventes at blive påvirket af støj fra Energivejs forlængelse ud over Miljøministeriets tilladte støjgrænser.

 

Fremtidig bebyggelse

Med lokalplanens bestemmelser for bygninger og ubebyggede veje sikres et erhvervsområde med en høj grad af frihed til tilpasning efter den enkelte virksomheds behov. Der er dog lagt vægt på, at der langs områdets interne veje og de veje, der løber langs lokalplanområdet, er bestemmelser, der sikrer, at området fremstår attraktivt og ordentligt, hvad angår oplag, tekniske installationer, facadeudtryk og beplantning.

 

Erhvervspanel

Lokalplanforslaget forventes at blive forelagt et erhvervspanel i offentlighedsfasen. Erhvervspanelets formål vil være at kunne nyttiggøre professionel ”knowhow” om erhvervsforhold i forbindelse med kommunens planlægning af områder med erhvervsmæssig interesse. 

 

Miljørapport

Der er i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanen udarbejdet en miljørapport. Miljørapporten omhandler støj fra veje og virksomheder, samt beskyttelse af grundvandet i området.

I miljørapporten anbefales forskellige tiltag, som er indarbejdet i lokalplanforslaget.

 

Grundvand

I undergrunden under hele lokalplanområdet er særlige drikkevandsinteresser. Området ligger i indvindingsoplandet til Lindved Vandværk og er et af Vandcenter Syds mest betydelige kildepladser. I omtrent halvdelen af lokalplanområdet dannes grundvand til Lindved Vandværk. Samtidig er grundvandsmagasinet meget sårbart, fordi lerlaget i dette område ikke er særlig tykt. På grund af opbygningen af vandselskabets ledningsnet vil en forurening af disse grundvandsmagasiner med stor sandsynlighed sprede sig til store dele af Odenses vandforsyningsnet. Særlig grundvandstruende er virksomheder, der benytter olie- og kemikalieprodukter og opløsningsmidler. Miljørapporten giver forskellige forslag til sikring af grundvandet. Lokalplanens bestemmelser beskytter grundvandet ved at give mulighed for, at kun virksomheder, hvis aktiviteter ikke udgør en risiko for grundvandet, kan etablere sig i området.

 

Økonomi

Sagen har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune. 

 

Bilag

2. Kommuneplantillæg nr. 12 - Energivej (Kommuneplantillæg nr 12. Energivej.pdf)
3. Miljørapport til lokalplanforslag 5-706 Energivej (Miljørapport for lokalplan 5-706 - Energivej - 12 aug 2011.pdf)
1. Lokalplanforslag nr. 5-706 Energivej, erhverv (Lokaklplanforslag 5-706 Energivej.pdf)

 

 

 



2. Forslag til kommuneplantillæg nr. 18 og lokalplanforslag nr. 0-718 udvidelse af Odense Katedralskole, Jernbanegade 34. Endelig vedtagelse

Åbent - 2010/170099

 

Sagsresumé

Lokalplanområdet ligger på hjørnet af Jernbanegade og Vindegade og er i dag udlagt til parkeringsplads.

Lokalplanen rummer mulighed for udvidelse af Odense Katedralskole med en tilbygning på ca. 2.600 m2 inklusive kælder. Tilbygningen placeres som randbebyggelse i 3 etager tilpasset skolens øvrige bygninger og omkringliggende bygninger.

 

Odense Katedralskole afholdte en arkitektkonkurrence i efteråret 2010 for at sikre, at en ny tilbygning opføres med respekt for områdets centrale placering og i en høj arkitektonisk kvalitet. Konkurrencen blev vundet af CUBO Arkitekter A/S.

Lokalplanen muliggør opførelse af vinderprojektet.

 

Kommuneplantillægget for området hæver andelen af det bebyggede areal fra 45 % til 50 %.

 

Forslag til lokalplan og kommuneplantillæg har været i offentlig høring i 8 uger. Der er kommet 1 bemærkning til lokalplanforslaget.

 

Indstilling

By- og Kulturforvaltningen indstiller til udvalget, at byrådet godkender:

 

  1. Forslag til kommuneplantillæg nr. 18 vedtages endeligt

 

  1. Lokalplanforslag nr. 0-718 vedtages endeligt

 

  1. Bemærkning besvares som foreslået

 

Beslutning

By- og Kulturudvalget anbefaler indstillingen.

Sagsfremstilling

Planforslagene har været i høring i 8 uger. Der er kommet 1 bemærkning til lokalplanforslaget.

 

1. Cubo Arkitekter A/S, Frederiksgade 72 B, 8000 Århus C

Cubo Arkitekter bemærker,

  1. at de bebyggede m2 er på 1970 m2 for tilbygningen og dertil 650 m2 for kælder. Dette var før angivet med henholdsvis 1900 m2 og 500 m2.
  2. For at de kan overholde befæstelsesgraden, som er den mængde af vand, der skal nedsives på egen grund, vil tilbygningen blive etableret med grønt tag.
  3. Ventilationsanlæggene på taget trækkes så langt tilbage, så de ikke er synlige fra omkringliggende gadeplan.

 

Ad 1.

Det foreslås, at besvare således:

  1. Bemærkningen om m2 imødekommes, ved at lokalplanens m2 rettes i henhold til ovenstående. Dette får ikke betydning for det bebyggede areal.
  2. Bemærkningen om befæstelsesgraden imødekommes ved at give mulighed for grønne tage. Dette kræver ikke ændring af lokalplanen.
  3. Bemærkningen om ventilation imødekommes ikke. Som lokalplanen beskriver, skal tekniske anlæg ikke være synlige fra offentligt tilgængelige gade- og pladsrum. De skal integreres eller placeres indenfor byggeriet.

 

Økonomi

Sagen har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune.

Bilag

2. Kommuneplantillæg nr. 18 - Katedralskolen (Kommuneplantillæg nr. 18. Katedralskolen - endligt.pdf)
1. Lokalplan 0-718. Udvidelse af Odense Katedralskole - service (Lokalplan 0-718 Katedralskolen.endelig.pdf)

 

 

 



3. Forslag til kommuneplantillæg nr. 21 og lokalplanforslag nr. 1-702 Windelsvej, Marienlystcenteret. Endelig vedtagelse

Åbent - 2011/045859

 

Sagsresumé

Lokalplanområdet ligger på Windelsvej, omgivet af boligområder, Hedvigslundskoven, nyplantet skov samt kanalforbindelsen.

 

Tennis Club Odense og Marienlystcentret, som er en selvejende institution ønsker at opføre en tennishal med tilhørende faciliteter samt udvide boldbanearealet, parkeringsarealet og areal til regnvandsbassin.

 

Området ligger i byzone og er udpeget til friareal i Kommuneplanen. Kommuneplantillægget giver mulighed for at opføre tennishal, etablere nye boldbaner og udlægge p-arealer.

 

Odense Kommune ejer grunden, hvor Marienlystcenterets bygninger ligger, Odense Havn ejer boldbanearealerne, samt den vestlige del af lokalplanområdet. Lindø Ejendomme ejer en del af det vestlige område samt den østlige del.

 

Planforslagene har været offentligt fremlagt i 8 uger. Der indkom 2 bemærkninger,  som omhandler højde på hallen, hegning ved banearealer, håndtering af regnvand og eksisterende beplantning ved ny sti.  

 

Indstilling

By- og Kulturforvaltningen indstiller til udvalget, at byrådet godkender:

 

  1. Forslag til kommuneplantillæg nr. 21 vedtages endeligt

 

  1. Lokalplanforslag nr. 1-702 Windelsvej, Marienlystcentret vedtages endeligt

 

  1. Bemærkninger besvares som foreslået.

 

Beslutning

By- og Kulturudvalget anbefaler indstillingen.

 

Udvalgsmedlem Anders W. Berthelsen deltog ikke i behandlingen af dette punkt på grund af inhabilitet.  

 

 

SAGSFREMSTILLING

 

Bemærkninger

 

I indsigelsesperioden er der kommet bemærkninger til lokalplanens indhold fra:

 

1. Creo arkitekter, Buchwaldsgade 35, 5000 Odense C (bygherrerådgiver)

Har bemærkninger til følgende punkter i lokalplanen

  1. Facadehøjden ønskes ændret fra 5 m til 7 m.
  2. Der ønskes mulighed for også at indhegne boldbaner i område A.
  3. Der ønskes mulighed for at håndtere overfladevand på egen grund.

 

Ad 1.

Det foreslås, at bemærkningen delvis imødekommes.

 

  1. Forvaltningen har vurderet, at facadehøjden kan øges til 7 m, når man sikrer sig, at den samlede højde ikke overstiger 14 m og hallen samtidig tilpasses omgivelserne.
  2. I område A og B kan der hegnes i forbindelse med tennis- og boldbanerne, for at hindre bolde på afveje. Eventuelle hegn skal være stormaskede.     Det præciseres, at området som helhed skal kendetegnes af levende hegn og træer.
  3. Lokalplanforslaget hindrer ikke håndtering af regnvand på egen grund.

 

2. Judit Windolf, Vigelsøvænget 14, 5000 Odense C

Gør opmærksom på, at eksisterende beplantning langs den nye stiadgang til Marienlystcenteret (mellem Vigelsøvænget og Skarøvænget) bør udskiftes med beplantning, som er nemmere at holde fri for affald mm. 

 

Ad 2.

Lokalplanen stiller ikke krav om ændring af eksisterende forhold. Forslag om udskiftning af beplantning er videregivet til Park og Natur, som forestår vedligeholdelse af kommunens beplantning. Arealerne vil blive vedligeholdt, som tilsvarende arealer i kommunen.

 

Økonomi

Sagen har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune.

Bilag

2. Kommuneplantillæg nr. 21 - Marienlystcenteret (Kommuneplantillæg 21 Windelsvej -endelig.pdf)
1. Lokalplanforslag nr. 1-702 Windelsvej, Marienlystcenteret (Lokalplan 1-702 Windelsvej, Marienlystcenteret til endelig.pdf)

 

 

 



4. Tillæg til anlægsbevilling Trafik- og mobilitetsplan – Frigivelse af midler til krydset Munkerisvej/Munkebjergvej

Åbent - 2010/136545

 

Sagsresumé

Sagen var forelagt på By- og Kulturudvalgets møde den 23/8 2011 og blev udsat. Sagen forelægges herefter på ny. Udvalgsmedlem Lars Chr. Lilleholt deltog ikke i sagens behandling.

Byrådet vedtog som en del af budget 2009 at stille midler til rådighed for byudvikling og infrastruktur, herunder implementering af Trafik- og Mobilitetsplanen.

Odense Byråd har på møder den 6/5 2009, 14/4 2010, 15/12 2010 og 9/3 2011 bevilget i alt 94.620.000 kr. til Kvarterplan By-havn/Trafik- og Mobilitetsplanen.

Implementeringen heraf er i gang, og dette dagsordenspunkt omfatter:

·         frigivelse af midler til krydset Munkerisvej/Munkebjergvej, således at dette uheldsbelastede kryds sikres. Ligeledes skal fremkommeligheden være til stede, når Kanalforbindelsen åbner.

Projektet indebærer, at der skal erhverves 626 m2 grundareal fra en lodsejer, Syddansk Erhvervsskole.

 

Der søges frigivet 10.000.000 kr. til gennemførelse af projektet, inkl. udgifter til arealerhvervelse, hvoraf 7.000.000 kr. finansieres af tidligere frigivne anlægsmidler. Der er tidligere frigivet midler til omlægning af Frederiksgade, Jarlsbergsgade og Fjordsgade m.m., som i mellemtiden er besluttet udskudt eller er blevet forsinkede, således at der er 7.000.000 kr. i 2011, der kan anvendes til finansiering af nærværende projekt. Dette kræver dog, at der findes finansiering til de udskudte projekter i 2012, og nærværende forslag er derfor kun en mellemfinansiering.

 

Indstilling

By- og Kulturforvaltningen indstiller til udvalget, at byrådet godkender:

a.       Det beskrevne projekt igangsættes.

b.       Af det afsatte rådighedsbeløb til Kvarterplan/kanalforbindelse i 2013 fremrykkes 1.400.000 kr. til 2011 og 1.600.000 kr. til 2012.

c.       Der frigives tillæg til anlægsbevilling ”Trafik og Mobilitetsplanen”, der stilles til rådighed for By- og Kulturforvaltningen, budgetområde 2.4 Natur, Miljø og Trafik på 3.000.000 kr. fordelt med 1.400.000 kr. i 2011 og 1.600.000 kr. i 2012.

d.       Anlægsbevillingen finansieres med 7.000.000 kr. i 2011 fra tidligere bevilget projekt, som er udskudt. Restbeløbet på 1.400.000 kr. i 2011 og 1.600.000 kr. i 2012 finansieres af det afsatte rådighedsbeløb på budgetområde 1.2, Fællesudgifter, anlægsprojekt ”Kanalforbindelsen/Kvarterplan”.

 

e.       Det nødvendige areal erhverves ved frivillig aftale, alternativt ved ekspropriation. Ved ekspropriation indvarsles der til åstedsforretning i henhold til kap. 5 i lov om offentlig veje - fastsættelse af erstatningen sker ved taksatation. Hvis der er enighed mellem Odense Kommune og lodsejer herom, uden afholdelse af åstedsforretning.

 

 

Udvalget udpeger et medlem til at lede en eventuel åstedsforretning.

 

Beslutning

By- og Kulturudvalget anbefaler indstillingen.

Sagsfremstilling

Krydsombygning Munkebjergvej/Munkerisvej, samt lukning af Lisesmindevej.

I nær fremtid sker der store trafikale ændringer i Odense. Kanalforbindelsen etableres, Thomas B. Thriges Gade omdannes og Munkebjergvej forlænges ned forbi det nye OUH og videre til tilslutningen til motorvejen syd om Odense. Det betyder, at trafikbilledet ændres væsentligt, og især Ringgaden får en øget trafikbelastning og en meget central rolle i Odenses fremtidige infrastruktur.

Da krydset Munkebjergvej/Munkerisvej inkl. boligvejen ved Lisesmindevej allerede i dag udløser flere uheld, end man må forvente, er krydset udpeget som en ”sortplet”. De trafiksikkerhedsmæssige problemstillinger ønskes løst, så uheldsrisikoen minimeres, og man trygt kan færdes i krydset. Yderligere skal det sikres, at krydset er forberedt til at håndtere de fremtidige trafikmængder, så fremkommeligheden fortsat er tilfredsstillende.

Der bygges et nyt signalanlæg med nye skilteportaler, som er forberedt til at håndtere trafikmængden i år 2020. Lisesmindevej lukkes ud til Munkerisvej, da en adgang uden signalanlæg, til en meget trafikeret vej som Ringgaden, medfører mange uheld.  Projektet og lukning har været drøftet med borgerne i området og der har været en positiv tilbagemelding.

Cyklisterne sikres ved at etablere cykelshunt, som giver dem mulighed for at køre udenom signalet ved højresving. Derudover forlænges cykelstierne helt frem til krydset, så cyklisterne bliver mere synlige for bilisterne.

Der bliver også etableret større og bedre busstoppesteder på Munkebjergvej ud for Odense Erhvervsskole til gavn for både busser og bilister.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                             Den 15/12 2010 frigav byrådet midler til projekteringen. Der søges nu om midler til anlægsarbejdet.

Projektet indebærer, at der skal erhverves areal af en lodsejer, Syddansk Erhvervsskole.

Arealet udgør 826 m2.

Projektet og erstatningstilbud har ved forhandlingsmøde den 3/8-2011 været præsenteret for Syddansk Erhvervsskole. Der var ingen indsigelse imod projektet, men uenighed om erstatningsfastsættelsen.

 

Med henblik på at overholde den samlede tidsplan for projektet indstilles det, at ekspropriation vil kunne iværksættes, og at erstatningsfastsættelsen ved skolens accept af projektet fastsættes af taksationskommissionen.

 

Beløb: 10.000.000,00 kr. samlet anlægsbudget inkl. arealkøb.

 

 

Økonomi

Nedenstående oversigt viser projektets økonomi og finansiering.

 

Beløb i 1.000 kr.

2011

2012

2013

2014

I alt

Budget:

Afsat rådighedsbeløb i 2011-14 Budgetområde 1.2 Fællesudgifter, anlægsprojekt

Kanalforbindelsen/Kvarterplanen

 

Overflytning af rådighedsbeløb

 

 

 

 

 

0

 

1.400

 

 

 

 

 

-4.433

 

1.600

 

 

 

 

 

7.581

 

-3.000

 

 

 

 

 

91.441

 

0

 

 

 

 

 

94.589

 

0

Korrigeret budget

1.400

-2.833

4.581

91.441

94.589

Ansøgning:

Frigivelse af tillæg til anlægsbevilling ”Trafik og Mobilitetsplanen”

 

 

 

1.400

 

 

 

1.600

 

 

 

 

 

3.000

Tidligere bevilget til øvrige projekter

7.000

 

 

 

7.000

Restrådighedsbeløb:

Anlægsprojekt ”Kanalforbindelsen/Kvarterplanen”

0

-4.433

4.581

91.441

91.589

 

De beskrevne projekter foreslås finansieret med 7.000.000 kr. fra tidligere bevilget projekt vedrørende omlægning af Frederiksgade, Fjordsgade og Jarlsbergsgade  m.m., samt med 3.000.000 kr. fordelt med 1.400.000 kr. i 2011 og 1.600.000 kr. i 2012 ved en femrykning af rådighedsbeløb på de nævnte beløb fra 2013.

 

Dette kræver dog at der findes finansiering til de udskudte projekter i 2012 og nærværende forslag er derfor kun en mellemfinansiering.

 

Forslaget vil medføre et midlertidigt kassetræk på i alt 3.000.000 kr. fordelt med 1.400.000 kr. i 2011 og 1.600.000 kr. i 2012.

 

Der er ikke afledte driftsudgifter.

 

Bilag

1. Fakta til Munkekrydset (Fakta til Munkekrydset_rev3.pdf)

 

 

 

B: Sager til afgørelse i udvalget


5. Ansøgning om dispensation fra naturbeskyttelseslovens skovbyggelinje til opførelse af læskure ved Eventyrgolf

Åbent - 2011/111432

 

Sagsresumé

Sagen vedrører ansøgning om dispensation fra naturbeskyttelseslovens skovbyggelinje til opførelse af to læskure på 16 m2 ved Odense Eventyrgolf.

 

By- og Kulturforvaltningen vurderer, at der kan gives dispensation til det ansøgte, da det er forvaltningens vurdering, at opførelse af de ansøgte læskure ikke vil give nogen væsentlig forringelse af oplevelsen af skoven som landskabselement, da de vil blive integreret i de eksisterende beplantninger samt lavninger.

 

Indstilling

By- og Kulturforvaltningen indstiller, at udvalget godkender, at der gives dis-pensation fra naturbeskyttelseslovens § 17 til opførelse af to læskure på matr. 75 Sanderum By, Sanderum som beskrevet i sagsfremstillingen.

 

Beslutning

By- og Kulturudvalget godkender indstillingen.

 

Sagsfremstilling

Proark Golf Plus har ansøgt Odense Kommune om tilladelse til at opføre 4 læskure med lynafledere hver med et areal på 16 m2. De i bilaget markerede læskure 3 og 4 ønskes placeret indenfor et areal omfattet af naturbeskyttelseslovens skovbyggelinje. Opførelse af disse to skure vil derfor kræver en dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 17.

 

Formålet med skovbyggelinjen er at sikre skovenes værdi som landskabselement at opretholde skovbrynene som værdifulde levesteder for plante- og dyrelivet, samt at beskytte skovene mod blæst.

 

By- og Kulturforvaltningen har besigtiget arealet. Det er forvaltningens vurdering, at læskurene 3 og 4 på de ansøgte placeringer vil blive integreret i de eksisterende beplantninger og lavninger på golfbanen, således at de ikke vil blive synlige over længere afstande. Opførelse af læskurene 3 og 4 indenfor skovbyggelinjen vil derfor efter forvaltningens vurdering ikke resultere i nogen væsentlig forringelse i forhold til oplevelsen af skoven som landskabselement.

 

By- og Kulturforvaltningen vurderer således, at der kan dispenseres fra naturbeskyttelseslovens § 17.

 

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser for Odense Kommune.

 

Bilag

1. Flyfoto med angivelse af placering af læskur 3 og 4 (Flyfoto Odense Eventyr Golf.pdf)
2. Foto af de 2 ansøgte placeringer af læskur 3 og 4 (Foto af de ansøgte placeringer af skur 3 og 4.pdf)

 

 

 



6. Udkast til mødeplan 2012 - By- og Kulturudvalget

Åbent - 2011/116329

 

Sagsresumé

Intet.

Indstilling

By- og Kulturforvaltningen indstiller, at udvalget godkender vedlagte mødeplan for 2012.

Beslutning

By- og Kulturudvalget godkender indstillingen med følgende ændring, udvalgsmødet den 14/8 2012 flyttes til den 15/8 2012.

 

Sagsfremstilling

Ingen.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser for Odense Kommune.

Bilag

1. Mødekalender for By- og Kulturudvalget 2012 (Mødekalender for By- og Kulturudvalget 2012.pdf)

 

 

 

C: Sager til drøftelse/forberedelse


7. Drøftelse af Odense Kommunes nye sundhedspolitik "Sund Sammen"

Åbent - 2010/143161

 

Sagsresumé

Odense Kommunes sundhedspolitik er en af de tre tværgående politikker i Odense Kommune.

 

Odense Kommunes nye sundhedspolitik ”Sund Sammen” er i øjeblikket i en offentlig høringsperiode, der løber fra den 26/8 til den 23/9.


Sundhedspolitikken
er udarbejdet på tværs af forvaltningerne, og der er nedsat en politisk følgegruppe bestående af en repræsentant fra hvert parti, som løbende har drøftet indhold og udformning af politikken. 

 

Odense Kommune ønsker med den nye sundhedspolitik at sætte et stadig større fokus på sundhed, og visionen for sundhedspolitikken er, at Odense skal være en by, hvor det er let og naturligt at leve sundt sammen.

 

Til at opfylde visionen er der formuleret seks politiske mål, som beskrives i hvert sit afsnit i politikken. For hvert mål er der formuleret målsætninger på henholdsvis kort sigt, mellemlang sigt og lang sigt.

Indstilling

Ældre- og Handicapforvaltningen, Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Borgmesterforvaltningen, Børn- og Ungeforvaltningen og By- og Kulturforvaltningen indstiller, at Ældre- og Handicapudvalget, Socialudvalget, Arbejdsmarkedsudvalget, Børn- og Ungeudvalget og By- og Kulturudvalget drøfter Odense Kommunes sundhedspolitik ”Sund Sammen” med henblik på kommentarer til videre bearbejdning af sundhedspolitikken.

 

Beslutning

By-  og Kulturudvalget drøftede sagen.

 

 

Sagsfremstilling


Byrådet vedtog den 24/8 2011 at sende sundhedspolitikken i en fire ugers offentlig høring. Når høringen er afsluttet, fremlægges de indkomne kommentarer til politisk vurdering, hvorefter den endelige behandling af sundhedspolitikken finder sted i byrådet den 23/11 2011. 

 

Sundhedspolitikkens opbygning

Sundhedspolitikken er en af kommunens tre tværgående politikker, og politikken har taget afsæt i Vision Odense samt kommunens politikkoncept.

 

Sundhedspolitikken hedder ”Sund sammen,” og det gør den fordi, når vi arbejder med sundhed i Odense, så gør vi det sammen med borgerne og alle dem, der har betydning for og indflydelse på borgernes hverdag og sundhed, fx vuggestuen, plejehjemmet og dem, der indretter byens rum, samt andre sektorer som erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, region og stat.

 

Odense Kommune ønsker med den nye sundhedspolitik at sætte et stadig større fokus på sundhed, af følgende årsager:

 

·         For det første har borgerne ansvar for egen sundhed – men som kommune har vi også en forpligtigelse til at understøtte rammerne for en sund livsstil.

·         De borgere, der ikke er i stand til selv at tage ansvar for egen sundhed, skal vi samarbejde med, så de får mulighed for at klare sig bedst muligt i hverdagen.

·         Og endelig har vi ikke råd til at lade være med at sætte fokus på sundhed. De offentlige udgifter til sundhedsvæsenet stiger år for år. Det gælder også for kommunen.

 

Visionen for Odense Kommunes sundhedspolitik er, at Odense skal være en by, hvor det er let og naturligt at leve sundt sammen.

 

For at opfylde visionen er der formuleret seks politiske mål, som er følgende:

·         Arbejdsstyrken skal være sundere

·         Den mentale sundhed skal styrkes

·         Større lighed i sundhed

·         En styrket indsats i forhold til kronisk sygdom

·         Byens rum skal fremme det sunde valg

·         Det nemme valg er det sunde valg

 

Hvert af ovenstående mål har et selvstændigt afsnit i politikken, hvor der er formuleret yderligere målsætninger på henholdsvis kort sigt, mellemlang og lang sigt.

 

Der er ikke formuleret indsatser og handlingsplaner for målene, da disse vil blive formuleret i det efterfølgende strategiarbejde.

 

Endvidere er der formuleret en række værdier for sundheden i Odense. Disse værdier skal ligge til grund for alt, hvad vi gør på sundhedsområdet. Værdierne er følgende:

·         Vi understøtter den sunde hverdag

·         Vi samarbejder med borgerne, så de bedst muligt kan tage ansvar for eget liv

·         Vi sætter altid det hele menneske og dets omgivelser i centrum

·         Vi fokuserer på borgernes livsforløb for at sikre en sammenhæng i indsatserne

·         Vi anvender den nyeste viden og teknologi

·         Vi skal give borgerne de rette muligheder, så det bliver nemmere at træffe de valg, der styrker sundheden.

Økonomi

Der skal foretages en politisk prioritering i byrådet med henblik på ressourcer til udmøntning af den nye sundhedspolitik.

Bilag

1. Høringsversion af Odense Kommunes sundhedspolitik "Sund Sammen" (Høringsversion af Odense Kommunes sundhedspolitik Sund Sammen.pdf)

 

 

 

E: Orientering

8. Orientering om oplæg om temaplanlægningen - Kommuneplanen

Åbent - 2011/024871

 

Orientering

Proces for temaplaner

I forbindelse med vedtagelse af kommuneplanrevision 2009 blev det besluttet, at der skulle udarbejdes 4 tematillæg: Byudvikling, åbent land, kulturhistorie og ferie, fritid og friluftsliv. Temaplanerne følger op på Planstrategi 2008 og understøtter den Planstrategi 2011, som netop har været i offentlig høring under overskriften ”fra stor dansk by til dansk storby”.

 

Temaplanforslagene fremlægges til behandling på følgende møder:

By- og Kulturudvalget den 25/10 2011

Økonomiudvalget den 2/11 2011

Byrådet den 9/11 2011

Temaplanforslagene fremlægges i mindst 8 ugers offentlig høring. I forbindelse med udvalgets behandling af temaplanforslagene fremlægges en kommunikationsplan for afviklingen af offentlighedsfasen.

 

Med temaplanerne ændres fokus for byudviklingen, så hovedvægten fremover lægges på byomdannelse, og nye arealudlæg begrænses.

Med tematillæg for kulturhistorie sikres, at den øgede fokus på byomdannelse sker med respekt for blandt andet byens bevaringsværdige historiske miljøer.

Der er udarbejdet en ny grøn/blå struktur for det åbne land, der sikrer gode sammenhænge mellem by og land. Hermed understøttes borgernes udfoldelsesmuligheder, som behandles med temaplanen for Ferie, fritid og friluftsliv. Denne indeholder arealudlæg til støjende fritidsanlæg til erstatning for Højbjergbanen.

Temaplanen indeholder også udlæg af en interessezone for ringvej vest for Odense.

 

Fororienteringen om temaplanerne vil finde sted i forbindelse med udvalgsmødet den 20/9 2011 og byrådsmødet den 9/11 2011.

 

Bilag

Ingen bilag.

 

9. Tilfredshedsanalyse - Salg af parcelhusgrunde.

Åbent - 2011/056362

 

Orientering

Plan og Byg har i sin resultatkontrakt for 2011-2012 opsat følgende mål:

 

Plan og Byg - ny virkelighed.

For hele tiden at kunne levere den bedste service skal der være et forstærket ledelsesmæssigt fokus på afdelingens opgaveløsning, der er rettet mod borgere, samarbejdspartnere og erhvervsliv.

Konsekvent opgaveprioritering, forventningsafstemning og kommunikation er nøgleord for delmålene:

  • Øge brugernes/kundernes tilfredshed med den oplevede service i mødet med Plan og Byg.

 

På baggrund heraf er det besluttet, at alle kontorer gennemfører tilfredshedsmålinger på udvalgte områder med henblik på at få konstateret graden af den oplevede tilfredshed med den service, der udøves i forbindelse med den faktiske opgaveløsning.

 

Et af de udvalgte områder er salg af parcelhusgrunde, hvor tilfredshedsanalyse er gennemført og afrapporteret.

 

Analysen er gennemført ved Wilke A/S – et anerkendt firma som har mange års erfaring med bl.a. udarbejdelse af kundeanalyser, herunder behandling af indkomne data.

 

Uanset at det i materialet er forsøgt præciseret, at det er "servicen" og ikke selve produktet som der spørges ind til, så er det tydeligt at enkelte af besvarelserne tager udgangspunkt i, hvorvidt de var tilfredse med selve produktet. Blot en detalje, som ikke har indflydelse på resultatet af den samlede undersøgelse.

 

Ifølge Wilke A/S er det en helt fantastisk fin score, der er opnået, idet ydelsen er i kategorien "højinvolveringskøb".

 

Analyseresultat:

 

Stor tilfredshed med personlig service og rådgivning - 82 % tilfredse/meget tilfredse.

Stor tilfredshed med handlen - 87 % tilfredse/meget tilfredse.

Stor tilfredshed med kontakten med Salg og Udlejning:

  • Telefonisk -  91 % tilfredse/meget tilfredse
  • E-mail -  86 % tilfredse/meget tilfredse
  • Brev -  84 % tilfredse/meget tilfredse
  • Personligt -  63 % tilfredse/meget tilfredse

Vældigt positivt indtryk af Salg og Udlejning – 80 % positive /meget positive.

Sammenligning med den perfekte grundhandel - 68 % tæt på/meget tæt på.

Generelt høj/meget høj enighed i udsagn om Salg og Udlejning – 65-79 point ud af 100 mulige.

Vil vælge Salg og Udlejning igen? - 70 % sikkert/helt sikkert.

Vil anbefale Salg og Udlejning? - 79 % sikkert/helt sikkert.

 

Tiltag som igangsættes

 

Samlet set er det efter Wilke A/S’ opfattelse ikke et område, som der skal sættes fokus på, idet der dog påpeges visse områder, hvor der kan ske optimeringer i forhold til vores "møde" med borgeren.

 

På baggrund af analysen er det besluttet at rette focus på følgende punkter:

  • Vores kunder skal tilbydes møde på matriklen
  • ”Grundsalgssiden” på odense.dk skal gøres mere indbydende og aktiv, således at potentielle købere kan finde svar på de mest relevante spørgsmål ved et grundkøb, f.eks. FAQ
  • Mere indbydende informationsmateriale i tryk.

 

Implementering vil ske i 2011 og 2012.

Bilag

 

 

 

F: Besigtigelse/Tema

10. Besigtigelse af Tarup-Davinde.  

Åbent - 2011/127285

 

Orientering

By- og Kulturudvalget besigtigede Tarup-Davinde.

 

Udvalgsmedlem Lars Chr. Lilleholt deltog ikke i besigtigelsen. 

Bilag

Ingen bilag.

 

© 2011 Agerholm Dahl