Dagsordener

Hjem
Dagsorden

Arbejdsmarkedsudvalget - Referat 22. november 2011

Knud

Arbejdsmarkedsudvalget

Åben

Referat


Tirsdag den 22-11-2011 kl. 13:00

Mødelokale 9.16, Tolderlundsvej 2, 9. sal



Afbud fra:
Mai Henriksen

Udvalgsmedlem Christian Frederiksen deltog i mødet fra kl. 13.00 - 14.10. Udvalgsmedlem Morten Kibæk deltog i mødet fra kl. 13.15. Tre borgere fra KFUM Genbrug fik foretræde for Arbejdsmarkedsudvalget fra kl. 13.08 - 13.20 vedrørende punkt 3.

Oversigtsdagsorden: Åben referat


A: Sager til afgørelse i Økonomiudvalg/Byråd

1. Europæisk Globaliseringsfond

Åbent - 2010/124116

 

Sagsresumé

En arbejdsgruppe med repræsentanter fra Region Syddanmark, Odense og Kerteminde Kommune har udarbejdet en supplerende ansøgning til den Europæiske Globaliseringsfond (EGF) om støtte til afskedigede medarbejdere fra Lindø Værftet. Erhvervs-og Byggestyrelsen, der afsender ansøgningen på Danmarks vegne, sendte ansøgningen 28/10 2011.

 

Den supplerende ansøgning dækker de, der ikke er omfattet af målgruppen for den EGF bevilling på 106 mio. kr. der blev givet i sommeren 2011. Der tale om 999 medarbejdere, hvoraf 321 er medarbejdere fra underleverandører, der som konsekvens af værftets lukning mister kontrakter, og som derfor har afskediget medarbejdere.

 

Der søges om, at de pågældende 999 afskedigede kan modtage det samme tilbud, som de der omfattet af bevillingen fra sommeren 2011.

 

Som en konsekvens af ovenstående ansøges der om et EGF-tilskud på 6.402.577 €, svarende til 65 % af de samlede omkostninger på 9.850.119 €. I danske kroner svarer det til ca. 47.700.000. kr. af et samlet budget på ca. 73.380.000 kr.

 

Erhvervs-og Byggestyrelsen kræver, at Odense Kommune stiller garanti for beløbet i form af en anfordringsgaranti i tilfælde af et eventuelt krav om tilbagebetaling af støtte. Byrådet anmodes om at stille 47.700.000 kr. til disposition for en anfordringsgaranti.

 

Indstilling

Social-og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Arbejdsmarkedsudvalget, at byrådet godkender:

 

a.    Der stilles en yderligere anfordringsgaranti på 47.700.000 kr. til dækning af et eventuelt krav om tilbagebetaling af støtte fra EU’s Globaliseringsfond.

b.    Rådmanden for Social-og Arbejdsmarkedsforvaltningen bemyndiges til at underskrive anfordringsgarantien for bevillingen fra EU’s Globaliseringsfond.

Beslutning

Arbejdsmarkedsudvalget anbefaler indstillingen.

 

Udvalgsmedlem Mai Henriksen deltog ikke i mødet.

 

Sagsfremstilling

Som udgangspunkt søges der om midler til at kunne tilbyde den nye gruppe af afskedigede de samme tilbud, som gælder i de allerede iværksatte aktiviteter. På baggrund af erfaringer fra det igangsatte forløb har Arbejdsgruppen justeret i forhold til de oprindelige budgetforudsætninger. Det er i hovedtræk følgende:

 

·         Det er lagt til grund at 55 % af målgruppen kommer i aktiv indsats. Det er lavere end i første ansøgning (70 %), fordi det heldigvis har vist sig at vi var for pessimistiske vedrørende antallet af tidligere skibsværftsarbejdere, der har fundet arbejde.

·         Det har vist sig meget svært at skabe interesse i målgruppen for iværksætter-forløbene. Derfor er forventningen til deltagelse i dem reduceret væsentligt.

·         Enhedsprisen for kursus i energiteknologi er sat lidt op. Ellers viser de budgetterede kursuspriser sig at være realistiske.

 

Da EU-Kommissionen altid fremrykker sluttidspunkt til månedsskiftet i den måned de har modtaget ansøgningen plus to år betyder det, at Lindø II indsatsen vil kunne løbe indtil 31/10 2013.

 

Økonomi

Garantien over for Erhvervs-og Byggestyrelsen søm følge af et eventuelt krav om tilbagebetaling af støtte falder ikke ind under lånereglerne. Garantistillelsen medfører således ingen påvirkning af kommunes låneramme eller krav om deponering.

 

Bilag

Ingen bilag.

 



2. Fokusrevision 2010

Åbent - 2011/186386

 

Sagsresumé

Pensionsstyrelsen fremsendte den 23/8 2011 notatet ”Opfølgning på fokusrevision 2010 – Kontant- og starthjælpsområdet”. Af notatet fremgår resultatet af den fokusrevision, som revisionsselskabet KPMG har gennemført for Pensionsstyrelsen i forsommeren 2010.

 

Formålet med fokusrevisionen har været at afdække i hvilket omfang aktive tilbud gives til tiden og i henhold til gældende regler samt om kontering og hjemtagelse af refusion sker i overensstemmelse med reglerne.

 

På baggrund af Pensionsstyrelsens notat kan Beskæftigelsescentret notere sig, at revisionen ikke har konstateret fejl i forbindelse med afgivelsen af rettidige tilbud og desuden ikke har konstateret fejl i forhold til konteringer og hjemtagelse af statsrefusion.

 

Pensionsstyrelsen har på baggrund af revisionens gennemgang dog konkluderet, at der på en række af de undersøgte områder ikke er tilrettelagt hensigtsmæssige og betryggende forretningsgange og har i den forbindelse en række anbefalinger til Odense Kommune.

 

Beskæftigelsescentret har behandlet notatet og har implementeret forretningsgange, som løbende sikrer varsling i forhold til rettidig aktivering. Desuden implementeres der nu forretningsgange, som løbende sikrer korrekt kontering på området. I forhold til håndteringen af konteringen for 2011, er i øvrigt indgået aftale med revisionen, således at der sikres korrekt hjemtagelse af refusion fra staten.

 

Indstilling

Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Arbejdsmarkedsudvalget, at byrådet tager notatet til efterretning.

 

Beslutning

Punktet besluttes ændret til en B-sag.

 

Indstillingen ændres derfor til:

 

Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Arbejdsmarkedsudvalget, at notatet tages til efterretning.

 

Arbejdsmarkedsudvalget godkender indstillingen.

 

Udvalgsmedlem Mai Henriksen deltog ikke i mødet.

 

Sagsfremstilling

Pensionsstyrelsens notat ”Opfølgning på fokusrevision 2010 – Kontant- og starthjælpsområdet”

 

Beskæftigelsesministeriet gennemførte i maj/juni måned 2010 en fokusrevision på kontant- og starthjælpsområdet vedrørende aktive tilbud og hjemtagelse af refusion.  Formålet med fokusrevisionen var at afdække i hvilket omfang aktive tilbud gives til tiden samt om kontering og refusionshjemtagelse er korrekt.

 

I notat af 23/8 2011 beskriver Pensionsstyrelsen resultatet af fokusrevisionen, som er udført af Odense Kommunes daglige revisor, KPMG.

 

Pensionsstyrelsen konklusioner/resultater er følgende:

 

·         Gennemgangen af 20 tilfældigt udvalgte sager har vist, at der i alle tilfælde er givet rettidige tilbud til borgerne samt at håndteringen af sygeopfølgning er foretaget efter reglerne.

 

·         Beskæftigelsescentret har tilrettelagt overordnede administrative procedurer på området, som fungerer efter hensigten.

 

·         Beskæftigelsescentret har generelt udført betryggende ledelsestilsyn/interne kontroller for opfølgning og kontering.

 

·         Beskæftigelsescentret har generelt ikke tilrettelagt hensigtsmæssige og betryggende forretningsgangen for

·          opfølgning og kontering af kontanthjælp (det skal her præciseres, at ministeriets notat forholder sig til refusionsmæssig opfølgning – og altså ikke generel opfølgning i sagerne)

·          hjemtagelse af korrekt refusion

·          berigtigelse af fejlagtig hjemtaget refusion.

 

Revisionen har i øvrigt rapporteret til ministeriet, at forsinkelser i levering og implementering af nyt IT-system har været medvirkende til manglende forretningsgange på området.

 


På baggrund af revisionens rapportering har ministeriet generelt anbefalet, at der udarbejdes forretningsgange og administrative procedurer når IT-systemet er færdigudviklet og tilpasset. Der er her tale om forretningsgange i forhold til sikring af, at tilbud gives rettidigt, at reglerne om sygeopfølgning følges, samt at kontant- og starthjælpsydelser konteres korrekt, herunder at der hjemtages korrekt refusion.

 

Herudover forventer ministeriet, at Beskæftigelsescentret iværksætter et planlagt koncept, der sikrer varsling i forhold til rettidig aktivering, og at et lignende koncept udarbejdes i forhold til reglerne for sygeopfølgning.

 

 

Beskæftigelsescentrets kommentarer

Beskæftigelsescentret har følgende kommentarer til resultatet af fokusrevisionen for 2010:

 

·         Beskæftigelsescentret finder det positivt, at der ved fokusrevisionens sagsgennemgang ikke blev konstateret fejl i forbindelse med afgivelse af rettidige tilbud til borgerne samt at reglerne om sygeopfølgning var efterlevet. I den forbindelse skal det nævnes, at der ved den ordinære sagsrevision for 2010 heller ikke blev konstateret fejl på disse områder. Dette understøtter at området i vid udstrækning administreres efter gældende regler.

 

·         Beskæftigelsescentret finder det ligeledes positivt, at revisionen på trods af en del IT-udfordringer kan konstatere, at der er tilrettelagt overordnede procedurer, som fungerer efter hensigten samt at der generelt udføres betryggende ledelsestilsyn/interne kontroller på området.

 

·         Beskæftigelsescentret mener, at der generelt er tilrettelagt hensigtsmæssige og betryggende procedurer for korrekt kontering og hjemtagelse af refusion på området. Der er fastlagt procedurer for konteringen af ydelserne, som betyder at der generelt konteres i henhold til gældende regler, hvilket jo også bekræftes af revisionens gennemgang. I forbindelse med implementering af WorkBase har der i øvrigt været øget fokus på korrekt kontering. Der har derfor både i 2010 og 2011 løbende været foretaget manuel genopretning af konteringen på området. Herudover er der – som nævnt i Pensionsstyrelsens notat – en gang årligt foretaget en gennemgang af en række sager i forhold til sikring af rettidig aktivering. Via disse tiltag sikres det, at der konteres korrekt, og at der hjemtages korrekt refusion fra staten. Revisionen er i øvrigt af den opfattelse, at der på baggrund af ovennævnte tiltag er en høj grad af sikkerhed for, at konteringen foretages korrekt, og at der herved hjemtages korrekt refusion fra staten.

 


·         IT-systemet er nu færdigudviklet og tilpasset i et sådant omfang, at Beskæftigelsescentret har udarbejdet et koncept, som fremover vil sikre, at konteringen i forhold til manglende rettidige tilbud samt manglende sygeopfølgning løbende foretages korrekt. Konceptet implementeres nu, og fra 1/1 2012 vil der løbende bliver konteret korrekt. I forhold til korrekt kontering i 2011 er det er aftalt med revisionen, at den nuværende procedure - med en årlig gennemgang af en række sager - fortsat benyttes.

 

Det planlagte koncept med udsendelse af varslingslister i forhold til rettidig aktivering er etableret.

 

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser for Odense Kommune.

 

 

Bilag

1. Brev om fokusrevision (Brev om fokusrevision.pdf)
2. Notat fra Pensionsstyrelsen (Notat fra Pensionsstyrelsen.pdf)

 

 

 

B: Sager til afgørelse i udvalget

3. Socialøkonomisk virksomhed i Odense - Fra KFUM Genbrug til KoFaUM Design

Åbent - 2011/186481

 

Sagsresumé

Beskæftigelsescentret har i mange år haft samarbejde med KFUM Genbrug om aktivering af borgere langt fra arbejdsmarkedet. Med den nye aktiveringsstrategi er vilkårene ændret, og der skal tænkes nyt. KFUM Genbrug har udarbejdet en forretningsmodel til at omdannes til socialøkonomisk virksomhed. Beskæftigelsescentret ønsker at understøtte dette nye tiltag og samtidig udnytte muligheden for at afprøve og udvikle nye initiativer til borgere langt fra arbejdsmarkedet.

 

Indstilling

Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Arbejdsmarkedsudvalget med det beskrevne budget godkender støtte i en 3-årig periode til etablering af den socialøkonomiske virksomhed KoFaUM Design.

 

Beslutning

Arbejdsmarkedsudvalget godkender indstillingen.

 

Udvalgsmedlem Mai Henriksen deltog ikke i mødet.

 

Sagsfremstilling

Baggrund

2011 har betydet store ændringer i beskæftigelsesindsatsen i Odense Kommune. Beskæftigelsescentret har udarbejdet en ny aktiveringsstrategi, som blev godkendt af byrådet på deres møde den 18/5 2011.

 

En af konsekvenserne af den ændrede strategi er, at der i højere grad fokuseres på virksomhedsrettet aktivering og på (gen)optræning med henblik på hel eller delvis selvforsørgelse fremfor afklaring af fremtidigt forsørgelsesgrundlag. Dermed peger alle indsatser frem mod at kunne indgå på arbejdsmarkedet i en eller anden form.

 

For alle målgrupper af ledige og sygemeldte er en konsekvens dermed også, at der i langt mindre grad vil være mulighed for at deltage i projektaktivering, og indsatsen skal nytænkes.

 

Målgruppen af sårbare kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 2 er i mange år blevet aktiveret i længerevarende projektaktiveringsforløb. Dette er sket med baggrund i, at man her kunne levere en nødvendig og særligt omsorgsfuld indsats og tilgang til målgruppen, som er kendetegnet ved ofte at have mange og komplekse problemstillinger. Med den nye aktiveringsstrategi er det blevet nødvendigt også over for denne målgruppe at tænke anderledes.

 

En måde at tænke anderledes på er socialøkonomisk virksomhed.

 

Socialøkonomisk virksomhed – hvad er det?

Socialøkonomisk virksomhed er en særlig virksomhedsform, der af Center for Socialøkonomi er defineret således:

·         har et socialt, sundheds- eller miljømæssigt formål

·         har et salg af ydelser og/eller produkter og har dermed en egenindtjening. Denne kan dog suppleres med tilskud fra puljer eller fonde.

·         Geninvesterer et eventuelt overskud i virksomheden og dens formål

·         er organisatorisk uafhængig af den offentlige sektor

·         har et CVR-nr.

 

Ofte er der i socialøkonomiske virksomheder fokus på innovation både i forhold til produkter og ydelser, men også i forhold til at være brugerdrevne og at indgå partnerskaber.

 

Ofte drives socialøkonomiske virksomheder med finansiering og indtægter fra flere sider – både salg af ydelser, donationer, offentlige tilskud mm.

 

Socialøkonomisk virksomhed er dermed en virksomhedsform, som i udpræget grad er rummelig og kan give sårbare målgrupper en mulighed for at indgå på arbejdsmarkedet.

 

Socialøkonomisk virksomhed i Odense

Odense Kommune har mange initiativer omkring at skabe rummelighed på arbejdsmarkedet. Beskæftigelsescentret understøtter virksomheder i form af partnerskabsaftaler, samarbejdsaftaler, etablering af virksomhedscentre og afvikling af diverse kompenserende ordninger. Men konkrete socialøkonomiske virksomheder er der ikke meget erfaring med.

 

KFUM Genbrug som socialøkonomisk virksomhed

KFUM Genbrug har igennem mange år leveret projektaktivering til Odense Kommune. I forbindelse med udarbejdelse af aktiveringsstrategien blev det mere og mere tydeligt, at samarbejdet ikke kunne fortsætte på samme måde som hidtil. KFUM Genbrug tilbød derfor Odense Kommune at redefinere sig som socialøkonomisk virksomhed som sin første af slagsen i Odense.

 

2011 har dermed været brugt til at udarbejde forretningsmodel for den nye virksomhed. Som resultat står en virksomhed med navnet KoFaUM Design, som kort kan beskrives således:

 

Virksomheden arbejder med genbrug, som på kreativ vis laves om til nye produkter. Dette sker på henholdsvis en systue, et kreativt værksted, et træværksted, et cykelværksted, et malerværksted og et møbelværksted. Derudover er der mulighed for at arbejde i en kantine. Produkterne er mad, udklædningstøj, fortællestole, cykler og re-design af møbler.

 

Udover de håndfaste produkter sælger KoFaUM Design ydelser til Beskæftigelsescentret i form af aktivering og kan muligvis ligeledes sælge ydelser af lignende art til andre kommuner eller til andre målgrupper i Odense Kommune.

 

Det vil i høj grad være personer i aktivering, som laver de konkrete produkter, hvor de ansatte vil fungere som facilitatorer og hjælpere i produktionsfasen. Der vil udover produktion være fokus på at udvikle borgernes sociale og personlige kompetencer. Det er tanken med virksomheden, at det at deltage i en konkret produktion og lave produkter, som giver kunden værdi, også giver værdi til den person, der har lavet produktet. Således skal de aktiverede personer motiveres og gives selvtillid, så det er muligt for borgerne at blive klar til at indgå i virksomhedsrettet aktivering eller job/uddannelse efter projektaktivering i den socialøkonomiske virksomhed.

 

Udover aktiverede og ansatte vil frivillige have deres gang i KoFaUM Design, som dermed skaber en egen form for ny og bred rummelighed og netværk på arbejdspladsen.

 

Muligheder for Odense Kommune

At starte en ny virksomhed, tjene penge og skabe et kundegrundlag tager tid, måske særligt hvis man er en virksomhed, som i høj grad har fokus på rummelighed over for de personer, der skal producere varerne. Dette anerkender Beskæftigelsescentret og anbefaler derfor at yde støtte i en 3-årig forsøgsperiode til den nye virksomhed. KoFaUM Design skal i den 3-årige forsøgsperiode have et tredelt fokus:

·         øge egenindtjeningen via øget salg af produkter

·         medvirke til at udvikle kvaliteten af aktiveringen for målgruppen

·         medvirke til at afprøve forskellige initiativer, som aftales i samarbejde med Beskæftigelsescentret.

 

I forsøgsperioden vil der være et antal henviste borgere i kontanthjælp i aktivering.

I 2012 vil antallet af helårspladser være 60. Antallet vil blive justeret årligt.

 

Den 3-årige bevilling fordeles således:

 

 

2012

2013

2014

Bevilling

3 mio. kroner

2 mio. kroner

Max. 1 mio. kroner

 

Forsøgsperioden kan for Beskæftigelsescentret bruges til flere ting, fx:

·         aktivere borgere, der har ret og pligt til aktivering

·         måle effekten på socialøkonomisk virksomhed i forhold til at bringe aktiverede i virksomhedsrettet aktivering og selvforsørgelse

·         afprøve aktiviteter for andre målgrupper, f.eks. initiativer for kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 3

·         søsætte og afprøve rehabiliterende initiativer i regi af socialøkonomisk virksomhed

·         afprøve samarbejde med frivillige i beskæftigelsesindsatsen

·         afprøve tværgående initiativer

·         få læring omkring socialøkonomisk virksomhed i Odense Kommune.

 

Evaluering og vurdering

Samarbejdet med KoFaUM Design vil blive fulgt tæt, og der vil være tæt opfølgning på de tiltag, der iværksættes. Senest i foråret 2013 vil der blive foretaget en evaluering af indsatsen, som vil blive præsenteret for Arbejdsmarkedsudvalget, blandt andet med henblik på vurdering af det fremtidige samarbejde.

 

Økonomi

KoFaUM Design har indtægter i form af salg af produkter og salg af ydelser(aktivering) til Beskæftigelsescentret. Beskæftigelsescentrets udgift til aktivering finansieres inden for den vedtagne budgetramme af midler til beskæftigelsesrettede indsatser og er i den 3-årige forsøgsperiode:

 

 

2012

2013

2014

Bevilling

3 mio. kroner

2 mio. kroner

Max. 1 mio. kroner

 

For bevillingen vil Beskæftigelsescentret i 2012 kunne aktivere 60 helårspladser og samtidig have mulighed for diverse udviklings- og forsøgsinitiativer.

 

Bilag

Ingen bilag.

 

C: Sager til drøftelse/forberedelse

4. Ny virkelighed - ny velfærd - Odense som frikommune

Åbent - 2011/075393

 

Sagsresumé

Frikommuneforsøget er et af midlerne til at udfolde visionen bag Ny virkelighed – ny velfærd og giver kommunen unikke muligheder for at tænke anderledes i udviklingen af kerneydelserne.

 

Den nye regering har meldt ud, at frikommuneforsøget fortsætter som planlagt, dog må nogle forsøg afvente frikommuneloven, der forventes at træde i kraft 1/7 2012.

 

Odense Kommunes proces for 2. ansøgningsrunde arbejder op i mod ansøgningsfristen 1/5 2012.

 

Økonomiudvalget bedes drøfte forslag til frikommuneforsøg samt proces for næste ansøgningsrunde.

 

Indstilling

Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Arbejdsmarkedsudvalget drøfter proces samt forslag til frikommuneansøgninger i forbindelse med den 2. ansøgningsrunde.

 

Beslutning

Arbejdsmarkedsudvalget drøftede punktet.

 

Udvalgsmedlem Mai Henriksen deltog ikke i mødet.

 

Sagsfremstilling

Odense Kommune blev den 6/4 2011 valgt som en ud af 9 kommuner, der får status som frikommune, og byrådet vedtog den 22/6 2011 42 ansøgninger til frikommuneforsøg, der blev indsendt til det daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium.

 

Det lovforberedende arbejde, der skulle have fundet sted i ministerierne her i efteråret med henblik på vedtagelse af frikommuneloven til ikrafttrædelse 1/1 2012, har været sat i bero på grund af valget i september.

 

Økonomi- og Indenrigsminister Margrethe Vestager har i brev den 26/10 2011 meddelt de 9 frikommuner, at det fremgår af regeringsgrundlaget, at regeringen vil etablere forsøg med frikommuner, men at det på grund af valget ikke har været muligt at få vedtaget frikommuneloven inden forsøgets start. Frikommuneforsøget vil derfor i første omgang bestå af forsøg, som kan godkendes administrativt efter allerede eksisterende forsøgshjemler i sektorlovgivningen. Forsøg, der ikke i forvejen er forsøgshjemmel til, må afvente vedtagelsen af frikommuneloven, som forventes at få virkning fra 1/7 2012.

 

Økonomi- og Indenrigsministeren meddeler endvidere, at fristen for næste ansøgningsrunde, er rykket fra 1/11 2011 til 1/12 2011. Dette får dog ikke betydning for Odense Kommune, idet direktørgruppen umiddelbart efter sommerferien vedtog ikke at udarbejde ansøgninger til fristen den 1/11 2011 for at sikre en bedre og mere involverende proces, end det var tilfældet op til fristen 1/8 2011.

 

Den næste frist for indsendelse af ansøgninger forventes at blive 1/5 2012.

 

Frikommuneloven

Det forventes, at rammeloven vil indeholde omfangsrige forsøgshjemler og at frikommuneforsøg, der kan rummes indenfor disse, efterfølgende kan igangsættes/godkendes løbende af de respektive ministre. 

 

I forhold til processen for senere ansøgningsrunder kan der således skelnes mellem forsøgsønsker, der løbende kan igangsættes/godkendes administrativt i ministerierne, fx forsøg andre frikommuner har iværksat, og forsøgsønsker der kræver tilvejebringelse af ny forsøgshjemmel. Begge typer af forsøg skal dog godkendes i byrådet.

 

Med henblik på at sikre sammenhæng mellem forsøgene og de politiske og administrative processer i kommunen, høring, involvering mv. forslås det at samle ansøgningerne i ”pakker”/runder. Det vil sige, at processen for forsøg, der kræver ny hjemmel kobles sammen med processen for forsøg, der allerede er forsøgshjemmel til (dvs. de andre kommuners forsøg).

 

Økonomiudvalget og de stående udvalg vil blive præsenteret for de forsøg fra de andre frikommuner, der enten godkendes administrativt eller indarbejdes i frikommuneloven med henblik på vurdering af relevans for Odense Kommune. Frikommunerne vil sandsynligvis inden jul få en tilbagemelding om dette fra Økonomi- og Indenrigsministeren.

 

Inddragelse og ansvar

Med henblik på at sikre en høj grad af frihed anbefales det, at processerne for inddragelse af medarbejdere og borgere/brugere tilrettelægges decentralt. Ansvaret herfor er placeret hos de enkelte ledere og ledergrupper. Chefgruppernes rolle er at følge op på processerne samt beslutte og endelig kvalificere forsøgene, der forelægges de respektive udvalg.

 

Udvalgenes rolle er at vurdere administrationens forslag, jævnfør ovenstående, selv komme med ideer til forsøg samt beslutte, hvilke forsøg inden for eget område, der skal indstilles til godkendelse i Økonomiudvalget og byrådet.

 

Såfremt fagudvalgene har forslag på et andet udvalgs område eller tværgående forslag forelægges disse Økonomiudvalget, som er det koordinerende og samlende organ.

 

Sammenhæng mellem frikommuneansøgninger og Ny virkelighed – ny velfærd

Ny virkelighed – ny velfærd er kommunens arbejdsgrundlag, og vi har en særlig forpligtelse til at synliggøre og sikre, at frikommuneforsøgene understøtter Ny virkelighed – ny velfærd.

 

For at sikre denne sammenhæng forslås det, at de enkelte frikommuneforsøg suppleres med en kort beskrivelse af, hvordan forsøget understøtter Ny virkelighed – ny velfærd. Dette kan rent praktisk foregå ved, at ansøgningsskemaet udvides med et felt til denne beskrivelse, således at sammenhængen også bliver synlig i præsentationen for ministeriet.

 

Procesplan for 2. ansøgningsrunde med frist den 1/5 2012

Nedenstående er et udkast til en overordnet proces for Odense Kommunes 2. runde af forsøgsansøgninger. Processen er overordnet, idet aktiviteterne skal planlægges yderligere (jf. blandt andet ovenstående) enten fælles for hele kommunen eller i de enkelte forvaltninger. Processen prioriterer tid til involvering af medarbejdere, brugere, borgere og politikere.

 

 

Dato

Mødefora/aktør

Aktivitet/handling

 

Nov. 2011

Medarbejdere/ MED-system

Orientering om den kommende proces i forbindelse med frikommuneansøgninger.

 

16/11 2011

Økonomiudvalg

Procesplan samt drøftelse af politiske ønsker til forslag indenfor udvalgets ansvarsområde, der skal indgå i den kommende frikommunelov. (C-sag).

 

22/11 2011

Fagudvalg

Procesplan samt drøftelse af politiske ønsker til forslag indenfor udvalgets ansvarsområde, der skal indgå i den kommende frikommunelov. (C-sag).

 

Nov. 2011 -jan. 2012

Interessentinddragelse

Inddragelse af medarbejdere, brugere, borgere, afdelingsudvalg, råd/nævn mv. i formulering og kvalificering af nye forsøg.

 

Ult. jan. 2012

Chefmøder

Drøftelse af indkomne forslag samt koordinering i forhold til Ny virkelighed – ny velfærd

 

6/2 2012

Direktørgruppen

 

Drøftelse af indkomne forslag samt koordinering på tværs af kommunen i forhold til Ny virkelighed – ny velfærd

 

28/2 2012

Fagudvalg

Drøftelse af forslag fra medarbejdere, brugere, borgere mv. samt evt. nye forslag fra politikerne.(C-sag)

 

7/3 2012

Økonomiudvalg

Drøftelse af forslag fra medarbejdere, brugere, borgere mv. samt evt. nye forslag fra politikerne. (kun indenfor ØU’s ansvarsområde) (C-sag)

 

1/3 – 15/3 2012

Afdelingsudvalg

 

Høring af forslag til forsøg

Der køres samme høringsperiode for såvel fagudvalgenes som ØU’s forslag, da det er nemmest at håndtere for afdelingsudvalgene. Det betyder, at fagudvalgene har drøftet forslag til forsøg, når høringsmaterialet sendes ud. I høringsmaterialet skal der derfor indgå en kort opsummering af drøftelserne på fagudvalgsmøderne i form af hvilke ansøgninger udvalget ikke ønsker at videreudvikle samt nye forslag, der ønskes udarbejdet etc. Dette hindrer, at afdelingsudvalgene bruger unødig til på at vurdere forsøg, der evt. ikke bliver vedtaget.

 

Ult. Marts 2012

Forvaltninger

Bearbejdning af høringssvar

 

10/4 2012

Fagudvalg

Beslutning om indstilling af forsøg til ØU og byråd – høringssvar vedlægges som bilag.

 

18/4 2012

Økonomiudvalgsmøde

Beslutning om indstilling af forsøg til byråd (indstillinger fra fagudvalg samt indstilling fra BMF af forsøg indenfor ØU’s ramme)

 

25/4 2012

Byrådet

Godkendelse af indstilling fra Økonomiudvalget. Ansøgninger indsendes efterfølgende til Økonomi- og Indenrigsministeriet.

 

 

Sådan arbejder SAF med udvikling af idéer til Frikommuneforsøget.

 

I SAF er arbejdet med udformningen af ansøgninger i forbindelse med den næste ansøgningsrunde til Frikommuneforsøget blevet forankret i en projektorganisation.

Processen koordineres centralt i ledelsessekretariatet i en tæt dialog med tre projektledere i henholdsvis BC, BSC og Socialcentret.

 

Der er i den forbindelse langt en detaljeret plan for gennemførelsen af processen der bl.a. har som målsætning at inddrage så mange som muligt af forvaltningens medarbejdere i udformningen af nye forslag i forbindelse med frikommuneforsøget.

Der gennemføres eksempelvis en målrettet informationskampagne om processen og den indhold overfor samtlige medarbejdere, ligesom idéer til Frikommuneforsøget systematisk sættes på dagsordenen i relevante mødefora i forvaltningen. Endvidere tilbyder ledelsessekretariatet de enkelte centre i forvaltningen at facilitere workshops med henblik på udvikling af ideer til frikommuneforsøget.

 

De forslag der kommer frem i forbindelse med idégenereringsfasen vil i en efterfølgende proces blive kvalificeret yderligere gennem inddragelse af forvaltningens jurister, ledere og en række relevante beslutningsfora bl.a. MED-systemet.

 

Det er forventningen, at den ovennævnte proces vil resultere i en del konkrete forslag der efterfølgende vil skulle behandles i henholdsvis Social- og Arbejdsmarkedsudvalget.

 

Det kan oplyses, at Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Børn- og Ungeforvaltningen arbejder tæt sammen om at føre "Hele Odenses Ungestrategi" ud i livet. I den sammenhæng vil der også være opmærksomhed på, hvor det kan være hensigtsmæssigt at bringe kommunens status som frikommune i spil. 

 

 

 

Økonomi

Det forventes, at frikommuneansøgningerne vil bidrage til effektiviseringer i kommunen.

 

Bilag

Ingen bilag.

 

E: Orientering

5. Disponering af midler til aktivering i 2012

Åbent - 2011/155007

 

Orientering

Baggrund

Hermed orienteres Arbejdsmarkedsudvalget om Beskæftigelsescentrets udmøntning af midler til beskæftigelsesrettede indsatser i 2012.

 

Beskæftigelsescentret har brugt første del af 2011 på at beskrive en ny aktiveringsstrategi, som byrådet vedtog på mødet den 18/5 2011. Aktiveringsstrategien blev formuleret med baggrund i de nye vilkår, som regeringsaftalerne i forbindelse med finanslov 2012 gav. Det betyder for Beskæftigelsescentret kort sagt:

·         færre midler til aktivering

·         mere virksomhedsrettet aktivering

·         ændret tilgang til borgerne

·         stor fokus på rettidighed og på ret og pligt

·         større fokus på effekt.

 

Aktiveringsstrategien er i løbet af anden del af 2011 blevet implementeret bredt i både myndighedsarbejdet med ledige og sygemeldte og på de konkrete projekter og indsatser, som borgerne deltager i.

 

Udmøntningen af midler til aktivering i 2012 er en forlængelse af dette arbejde. Planlægningen af indsatserne for 2012 tager også højde for hensigterne i regeringsgrundlaget, Et Danmark, der står sammen. Dog kan det blive nødvendigt at foretage justeringer i løbet af året, afhængigt af reformarbejde, regeringen igangsætter på beskæftigelsesområdet.

 

Beskæftigelsesplan 2012 og Aktiveringsstrategien

Beskæftigelsesplan 2012, som blev vedtaget af byrådet på mødet den 5/10 2011, har 7 resultatmål, som alle indsatser skal understøtte. Resultatmålene er formuleret dels på baggrund af udmeldte ministermål, dels som resultat af drøftelser i Arbejdsmarkedsudvalget og i Det lokale Beskæftigelsesråd. Resultatmålene omhandler:

·         mål for den virksomhedsrettede indsats

·         mål for begrænsning af langtidsledighed

·         mål for begrænsning af tilgangen til permanente ydelser

·         mål for begrænsning af antallet af unge på offentlig forsørgelse

·         mål for begrænsning af antallet ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på offentlig forsørgelse

·         mål for øgning af erhvervsfrekvensen

·         mål for øgning af uddannelsesniveauet.

 

Beskæftigelsesplanen beskriver ligeledes, hvordan indsatserne i Beskæftigelsescentret spiller sammen med kommunens øvrige politikker og strategier.

 

Aktiveringsstrategien beskriver tilgang, redskaber og fokus i de indsatser, som tilrettelægges for bedst at understøtte Beskæftigelsesplanens mål, ligesom den beskriver konkrete delstrategier for hver målgruppe i Beskæftigelsescentret.

 

Der er 3 fokusområder beskrevet i aktiveringsstrategien:

·         rehabilitering

·         virksomhedsrettet aktivering

·         resultater og effekter.

 

Udmøntningen af midler til beskæftigelsesrettede indsatser i 2012 er den konkrete udmøntning af strategien for hver målgruppe med opmærksomhed på de 3 fokusområder.

 

Rehabilitering

Beskæftigelsescentret har et ønske om at satse mere på rehabilitering og på at (gen)optræne borgerne til at kunne deltage på arbejdsmarkedet i en eller anden form. En rehabiliterende tilgang bliver indtænkt i alle indsatser for både sygemeldte og for ledige med problemer ud over ledighed, ligesom rehabilitering bliver et omdrejningspunkt i fremtidig organisering af indsatser for disse målgrupper.

 

Virksomhedsrettet aktivering

Virksomhedspraktikker og løntilskudsjob er hovedredskabet i al aktivering. Erfaringer har vist, at virksomhedsnær aktivering har størst beskæftigelsesmæssig effekt, og samtidig er virksomhedsrettet aktivering et nødvendigt omkostningseffektivt redskab for kommunen.

 

Fokus på effekter

Beskæftigelsescentret har sat fokus på resultatbaseret styring, blandt andet i et pilotprojekt i et myndighedsafsnit i Jobcentret. Her bliver der udarbejdet indikatorer, som kan beskrive den lediges små skridt på vejen mod selvforsørgelse. Disse indikatorer vil blive brugt som måleparametre i vurdering af de konkret iværksatte indsatser og tilbud. Pilotprojektet afvikles i løbet af 2012.

 

Udover pilotprojektet udarbejdes også et evalueringsprogram, som løbende vil følge resultatet af de opstillede effektmål for hvert tilbud, lige som der vil blive foretaget tilfredshedsmålinger på tilbud. Evalueringerne suppleres med faglige tilsyn, som blandt andet har fokus på, om tilbuddene lever op til det aftalte indhold og til de opstillede effektmål.

 

Kommunale og private tilbud

En stor del af de beskæftigelsesrettede indsatser vil i 2012 blive varetaget kommunalt af Udførerdelen.

 

Udførerdelen varetager aktivering og optræning af alle målgrupper i jobcentret, både forsikrede ledige, jobklare og indsatsklare kontanthjælpsmodtagere, fleksjobberettigede ledige samt sygedagpengemodtagere.

 

I Udførerdelen håndteres også det store administrative arbejde omkring etablering af kommunale praktikker og løntilskud i samtlige forvaltninger i Odense Kommune.

 

Beskæftigelsescentret entrerer herudover med private leverandører på forskellige områder og i forhold til forskellige målgrupper. For de forsikrede ledige skal Beskæftigelsescentret benytte Anden Aktør i forbindelse med Arbejdsmarkedsstyrelsens obligatoriske rammeudbud for ledige med længerevarende uddannelser. Indsatsen overfor målgruppen indebærer, at Anden Aktør har fået delegeret den fulde myndighed og dermed varetager både kontaktforløb og aktivering for de henviste borgere.

 

Målgruppen af fleksjobberettigede ledige har også et krav på at blive henvist til anden aktør efter en ledighedsperiode på 18 måneder. Derfor indgik Beskæftigelsescentret i forbindelse med udbud af dele af beskæftigelsesindsatsen i efteråret 2010 ramme- og delaftaler med 2 private leverandører, som varetager opgaven omkring aktivering, herunder jobsøgning og etablering af praktik og fleksjob.

 

Den 27/10 2011 blev der annonceret 2 udbud, hvor Beskæftigelsescentret ønsker tilbud på løsning af opgaver til 2 målgrupper:

·         forsikrede ledige med 123 ugers ledighed. Målgruppen skal aktiveres uafbrudt i resten af deres dagpengeperiode

·         kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 2. Der udbydes tilbud til borgere med misbrug og til øvrige sårbare.

 

For alle indsatser – både kommunale og private - gælder, at der er fokus på overholdelse af ret og pligt, så kommunen ikke mister refusion. Samtidig vægtes den virksomhedsrettede aktivering højt på alle indsatser, således at fx korte 4 ugers forløb i projektaktivering skal lede frem mod muligheden for længere og kontinuerlige forløb i virksomhedsvendt aktivering.

 

Fordelingen mellem private og kommunale tilbud – kun projektaktivering - for 2012 fordelt på de forskellige målgrupper er cirka således:

 

Målgruppe

Kommunalt tilbud

Privat tilbud

Kontanthjælps- og revalideringsområdet

85 %

15 %

Sygedagpengeområdet

100 %

 

Ledighedsydelse

70 %

27 %

Forsikrede ledige (excl. voksenlærlinge, incl. 6-ugers-selvvalgt uddannelse)

85 %

15 %

For alle målgrupper gælder, at dette tal omhandler kontrakter omkring projektaktivering. Da hovedredskabet er virksomhedsrettet aktivering, vil en stor del af aktiviteterne foregå på private arbejdspladser.

 

For forsikrede gælder desuden, at der desuden foretages en del enkeltpladskøb til uddannelse og opkvalificering hos private leverandører, ligesom Anden Aktørindsatsen og størstedelen af indsatsen for afskedigede fra Lindøværftet foregår hos private leverandører.

 

Mængder og økonomi

 

Budgetforudsætningerne i forhold til budget 2012 er, at mængden af helårspersoner i Beskæftigelsescentret er fordelt således på de forskellige målgrupper:

 

Tabel 1.

Antal helårspersoner

2012

Kontanthjælps- og revalideringsområdet

5.968

Sygedagpengeområdet

2.448

Ledighedsydelsesområdet

480

Forsikrede ledige (excl. voksenlærlinge, incl. 6-ugers-selvvalgt uddannelse)

5.120

I alt

14.017

 

Rådighedsbeløbet for Beskæftigelsescentret i 2012 til aktivering af de ovennævnte målgrupper er 194.866.482 kroner brutto. Af dette beløb kan hjemtages refusion. Udmøntningen af økonomien til aktivering hænger direkte sammen med økonomien på forsørgelsesudgifter. Alle 14.017 helårspersoner skal ikke aktiveres uafbrudt. Men for at kommunen ikke taber refusion, skal ret og pligt overholdes, og det giver, jf. Økonomisk Status, følgende aktivitetskrav fordelt pr. målgruppe:

 

Tabel 2

Krav til aktivitet jf. Økonomisk Status

Projekt-aktivering – 30 % refusion på ydelse

Virksomheds-rettet aktivering og ordinær uddannelse– 50 % refusion på ydelse

Virksomheds-revalidering – 65 % refusion på ydelse

Aktive i karens-perioden

Aktive uden refusion

I alt målgruppe

Kontanthjælp

973

683

-

-

-

1.656

Revalidering

-

340

50

-

-

390

Kontanthjælp og revalidering i alt

973

1.023

50

-

-

2.046

Sygedagpenge-området (ekskl. Delvist raskmeldte)

91

192

-

-

283

566

Ledighedsydelses-området

148

62

-

-

 

210

Forsikrede ledige (ekskl. Voksen-lærlinge, inkl. 6 ugers selvvalgt uddannelse)

389

375

-

155

 

919

I alt – type af ydelsesrefusion

1.601

1.652

50

155

283

3.741

 

 

Tilbud til de enkelte målgrupper

Med udgangspunkt i ovenstående mængder og økonomi etableres der i 2012 tilbud til de enkelte målgrupper.

 

Tilbud til jobklare forsikrede ledige og kontanthjælpsmodtagere (matchgruppe 1)

 

For forsikrede ledige vil hovedredskabet være virksomhedspraktik og løntilskudsjob. Derudover vil der blive etableret ret og pligt-tilbud for både unge under og 30 år og for ledige over 30 år primært i Udførerdelen. Ret og pligt-tilbud kan både være virksomhedsrettet aktivering, men også projektaktivering i form af jobsøgningskurser.

 

Ledige med lang videregående uddannelse vil blive henvist til Anden Aktør.

 

Ledige med 123 ugers ledighed, som er omfattet af Intensiv Aktivering og dermed et krav om uafbrudt aktivering vil blive tilbud et løntilskudsjob eller henvist til en privat leverandør, som Beskæftigelsescentret indgår rammeaftale med på baggrund af det igangværende udbud.

 

Via EU's Globaliseringsfond har Beskæftigelsescentret midler til at iværksætte særlige indsatser for ledige og opsagte fra Lindøværftet. Beskæftigelsescentret har også varslingspuljemidler til en særlig indsats over opsagte medarbejdere, aktuelt til opsagte fra Lindøværftet og fra YIT.

 

For unge arbejdsmarkedsparate nyledige er der etableret en tidlig indsats i Udførerdelen, som har til hensigt at afdække og eventuelt bibringe de unge almenfaglige kompetencer, så de bliver i stand til at gennemføre en uddannelse.

 

Der er i Beskæftigelsescentret stort fokus på at motivere og fastholde unge i uddannelse. For unge har Beskæftigelsescentret derfor yderligere initiativer, hvor formålet er, at de unge skal kunne gennemføre en uddannelse eller komme ud på arbejdsmarkedet. Initiativerne afvikles blandt andet i samarbejde med Børn- og Ungeforvaltningen og med uddannelsesinstitutionerne.

 

Tilbud til indsatsklare kontanthjælpsmodtagere (matchgruppe 2)

For indsatsklare kontanthjælpsmodtagere vil der være mulighed for virksomhedsvendt aktivering. Dette kan ske i både offentlige og private praktikker, men også i et af de virksomhedscentre, Beskæftigelsescentret har aftale med. På de eksisterende aftaler er aktuelt 343 praktikpladser fordelt på godt 60 private og offentlige virksomheder. For de borgere, som ikke umiddelbart kan deltage i dette, vil der blive mulighed for projektaktivering hos private leverandører, som Beskæftigelsescentret indgår rammeaftale med på baggrund af det igangværende udbud.

 

For borgere, som indgår i optræning og rehabiliterende indsatser, vil der være tilbud i Udførerdelen.

 

Der etableres ligeledes rehabiliterende tilbud i samarbejde med Ældre- og Handicapforvaltningen for en målgruppe, der har psykiatriske diagnoser og udfordringer, der i høj grad modsvarer målgruppen i Handicap og Psykiatri.

 

De rehabiliterende tilbud skal bidrage til den yderligere reduktion på 5 % i tilgangen til førtidspension, som blev aftalt som del af budgetforliget for 2012.

 

Under forudsætning af at Arbejdsmarkedsudvalget på mødet dags dato godkender modellen for KFUM Genbrug som socialøkonomisk i Odense, vil dette tilbud være et supplement til øvrig aktivering for målgruppen af sårbare borgere i matchgruppe 2. Den nye virksomhed vil kunne varetage ret og pligt-tilbud for målgruppen, men derudover vil der blive indledt forhandlinger om yderligere opgaver.

 

Tilbud til sygedagpengemodtagere

For sygedagpengemodtagere vil der blive etableret tilbud i Udførerdelen. Der vil være tilbud, som har til formål af optræne og afklare arbejdsevnen, men der vil også blive etableret tilbud, hvor det vurderes, at en tidlig aktiv indsats har en effekt.

 

Tilbud til fleksjobberettigede ledige

For fleksjobberettigede ledige vil der være jobsøgningstilbud i Udførerdelen. Efter 12 måneders ledighed skal den ledige henvises til en privat leverandør, hvor Beskæftigelsescentret har aftale med 2 leverandører. Indsatsen prioriteres, blandt andet fordi kommunen mister refusionen på en fleksjobberettiget borgers ydelse, hvis borgeren er ledig i 18 måneder inden for en periode på 24 måneder.

 

Tilbud til borgere under integrationsloven

For borgere under integrationsloven er den primære aktivitet Danskundervisning, som varetages af en privat leverandør, Lærdansk. Derudover er der supplerende aktivering hos en privat leverandør med henblik på at støtte vejen mod arbejdsmarkedet. For selvforsørgende indvandrere er der tilbud med henblik på at få vurderet de medbragte kompetencer og omsætte dem til brug på det danske arbejdsmarked.

 

Tilbud til målgruppen konteres andetsteds end tilbud, der iværksættes til øvrige målgrupper, som hører under Lov om en aktiv Beskæftigelsesindsats.

 

Bilag

Ingen bilag.

 

6. Varslingsindsatsen

Åbent - 2011/003438

 

Orientering

De seneste års lavkonjunkturer har medført et kraftigt fald i beskæftigelsen i Odense (8 %), hvor især et stort antal arbejdspladser inden for industrien, handel og bygge- anlægssektoren er blevet nedlagt. 

 

Odense og omegn har de seneste par år oplevet afskedigelser af et markant omfang fra flere større virksomheder. Fordelt på virksomheder og periode ser det således ud:

 

Virksomhed

Afskedigelsesperiode

Antal afskedigede personer med bopæl i Odense

Lindø

Aug. 2009 – Aug. 2011

953

YIT Marine

Aug. 2009-  Okt. 2011

102

Wittenborg

Juni  2010-  Dec. 2011

172

Damixa

Aug. 2009-  Okt. 2010

111

 

Der er således tale om afskedigelser i størrelsesordenen af mere end 1300 personer. Herudover kommer også afskedigelser udmøntet på store offentlige arbejdspladser, herunder blandt andet Odense Kommune. Derudover må der formodes, at være afsmittende effekter på underleverandører. For så vidt angår underleverandører til Lindø, ved vi at det på nuværende tidspunkt drejer sig om mere end 300 afskedigelser.

 

Ledigheden blandt de a-kasser, som typisk har mange privat-ansatte ufaglærte medlemmer (3F og Kristelig a-kasse), er steget under lavkonjunkturen. Desuden er antallet af ledige metalarbejdere steget kraftigt, mens der for øvrige grupper har oplevet stigende mulighed der afspejler den generelle konjunktur/situation.

 

De mange afskedigelser har sat deres helt tydelige spor i ledighedstallene for a-dagpengemodtagere.
 

Bruttoledighed* Odense

 

Antal fuldtidspersoner

Ledighedsprocent i forhold til arbejdstyrken

Sept. 2010

6.480

7,1

Sept. 2011

6.866

7,8

 Kilde: Beskæftigelsesregion Syddanmark

 

* Bruttoledighed: Ledige inkl. Aktiverede

 

Bilag

Ingen bilag.

 

7. Antal kvoteflygtninge til Odense Kommune i 2012  

Åbent - 2011/189720

 

Orientering

Kvoteflygtninge for 2012

Udlændingeservice har den 29/9 2011 udmeldt de endelige kommunekvoter for kvoteflygtninge for 2012, som kommunerne har pligt til at modtage i henhold til internationale konventioner, herunder boligplacere og integrere.

 

Antallet af kvoteflygtninge, som Odense Kommune er forpligtet til at modtage i 2012, er fastsat til 58.

 

Nedenfor ses fordelingen af kvoteflygtninge i Region Syddanmark 2012.

 

Beregnede kommunekvoter

Middelfart

39

Assens

48

Faaborg-Midtfyn

49

Kerteminde

26

Nyborg

32

Odense

58

Svendborg

32

Nordfyns

34

Langeland

16

Ærø

5

Haderslev

41

Billund

25

Sønderborg

53

Tønder

28

Esbjerg

60

Fanø

4

Varde

47

Vejen

37

Aabenraa

51

Fredericia

32

Kolding

40

Vejle

33

Region Syddanmark i alt

790

 

 

 

Bilag

Ingen bilag.

 

8. Orientering vedrørende håndtering af fortrolige papirer i Beskæftigelsescenter Odense

Åbent - 2011/204384

 

Orientering

Notat udleveret til Arbejdsmarkedsudvalgets medlemmer.

 

Bilag

Ingen bilag.

 

9. Materiale udleveret

Åbent - 2011/204384

 

Orientering

Følgende materiale blev udleveret til Arbejdsmarkedsudvalgets medlemmer:

 

  • aftale mellem regeringen og Enhedslisten om bedre vilkår for ledige (19/11 2011) – plancher og aftale, samt

  • aftale om udmøntning af satsreguleringspuljen for 2012 på beskæftigelsesområdet, undervisningsområdet samt kulturområdet.

 

Bilag

Ingen bilag.

 

© 2011 Agerholm Dahl