Dagsordener

Hjem
Dagsorden

By- og Kulturudvalget - Dagsorden 15. august 2012

Knud

By- og Kulturudvalget

Åben

Dagsorden


Onsdag den 15-08-2012 kl. 15:00

Rådhuset, Himmelrummet


Mødet forventes afsluttet kl. 16.45.

Oversigtsdagsorden: Åben dagsorden


A: Sager til afgørelse i Økonomiudvalg/Byråd


1. Lokalplanforslag nr. 2-729 Korsløkkeparken. Endelig vedtagelse

Åbent - 2011/216852

 

Sagsresumé

Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et ønske fra Fyns almennyttige Boligselskab om at etablere et beboer- og aktivitetshus centralt i Korsløkkeparken.

 

Lokalplanen giver mulighed for at opføre en markant bebyggelse i op til 5 etager, som skal være et samlingspunkt for områdets og kvarterets beboere.

 

Beboer- og aktivitetshuset er et vigtigt led i gennemførelsen af Fyns almennyttige Boligselskabs boligsociale og fysiske helhedsplan for Korsløkkeparken. Helhedsplanen er udarbejdet i tæt samarbejde med beboerne og Odense Kommune. Fyns almennyttige Boligselskab har gjort et stort arbejde for at inddrage og afdække beboernes ønsker og behov til den fysiske renovering. Der er igangsat flere tiltag for at øge fællesskabet og tilfredsheden i området.

 

Lokalplanen skal erstatte den gældende byplanvedtægt, som disponerer arealet til daginstitutionsformål og parkering.

 

Planforslaget har været i offentlig høring i 8 uger. Der er ikke indkommet indsigelser eller bemærkninger til forslaget.

 

Indstilling

By- og Kulturforvaltningen indstiller til udvalget, at byrådet godkender, at lokalplanforslag nr. 2-729 Korsløkkeparken vedtages endeligt.

 

 

 

Sagsfremstilling

Der henvises til sagsresuméet.

 

Økonomi

Sagen har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune.

 

Bilag

1. Lokalplanforslag nr. 2-729 Korsløkkeparken (Lokalplanforslag 2-729 Korsløkkeparken - endelig.pdf)

 

 

 



2. Lokalplanforslag nr. 8-725 Del af Bolbro Bydelscenter. Bemærkning. Endelig vedtagelse

Åbent - 2011/143821

 

Sagsresumé

Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et ønske fra en privat bygherre om at opføre en dagligvarebutik.

 

Lokalplanen giver mulighed for at opføre en dagligvarebutik på maks. 1.100 m2 til bydelens daglige forsyning.

 

Lokalplanområdet ligger i byzone og er i overensstemmelse med kommuneplanen, der udlægger området til bydelscenter Bolbro, der har en restrummelighed til butikker på 1.240 m2.

 

Lokalplanen skal erstatte en del af den gældende byplanvedtægt, der udlægger arealet til parkering. Lokalplanen udarbejdes for at fastlægge et byggefelt til butikken.

 

Planforslaget har været i offentlig høring i 8 uger. Der er indkommet 1 bemærkning, der omhandler redegørelsens tekst vedrørende fjernvarme.

 

Indstilling

By-og Kulturforvaltningen indstiller til udvalget, at byrådet godkender:

 

  1. Lokalplanforslag nr. 8-725 Del af Bolbro Bydelscenter vedtages endeligt.

 

b.    Bemærkningen besvares som foreslået.

 

 

 

Sagsfremstilling

I høringsperioden er der indkommet 1 bemærkning. 

 

Resumé af bemærkningen.

 

1. Fjernvarme Fyn, Billedskærervej 7, 5230 Odense M

Fjernvarme Fyn er ikke enige i ordlyden vedrørende forsyning i lokalplanens redegørelse, hvor der står: ”Valget af forsyningsform afgøres af Odense Kommune

gennem godkendelse af et projektforslag efter Varmeforsyningsloven.”

 

ad 1.

Bemærkningen foreslås imødekommet.
Da der eksisterer en stikledning til matriklen, vil forsyning af kollektiv varmeforsyning være undtaget projektgodkendelse. Redegørelsesteksten ændres til: Området forsynes med varme af Fjernvarme Fyn A/S.

Økonomi

Sagen har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune.

 

Bilag

1. Lokalplan nr. 8-725. Del af Bolbro Bydelscenter - centerområde (Lokalplan 8-725 Del af Bolbro Bydelscenter endelig.pdf)

 

 

 



3. Beslutning om igangsætning af planlægning af omdannelse af Thomas B. Thriges Gade, herunder VVM-redegørelse

Åbent - 2012/021844

 

Sagsresumé

Grundlaget for den kommende planlægning af omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade er vinderforslaget fra den indbudte internationale arkitektkonkurrence.

 

Planlægning for omdannelsen vil blive udmøntet i et kommuneplantillæg med VVM-redegørelse og miljørapport, en VVM-tilladelse og en rammelokalplan.

 

Vinderprojektet er blevet VVM-screenet. Det vurderes, at projektet udløser VVM-pligt, hovedsageligt på grund af den høje bebyggelse mod Østre Stationsvej samt de trafikændringer, som omdannelsen vil medføre. Et VVM-pligtigt projekt skal tillige have en VVM-tilladelse, hvor der stilles vilkår, som er nødvendige for at fjerne eller reducere de væsentlige virkninger på miljøet.

 

En VVM-anmeldelse for omdannelse af Thomas B. Thriges Gade er modtaget fra Projektsekretariatet 26/6 2012.

 

Der udarbejdes en rammelokalplan for at sikre, at anlægsarbejdet omkring parkeringskældrene kan gå i gang. Rammelokalplanen skal følges af flere lokalplaner, der målrettes de enkelte byggeprojekter og byggefelter i årene fremover.

 

Forslaget til procedure for planlægningen er udarbejdet efter aftale med Projektsekretariatet for omdannelse af Thomas B. Thriges Gade.

Indstilling

By- og Kulturforvaltningen indstiller til udvalget, at byrådet godkender:

 

  1. Den foreslåede proces for udarbejdelse af et kommuneplantillæg med VVM-redegørelse og miljørapport samt en rammelokalplan som plangrundlag for at kunne påbegynde anlæg og udbud, som fremgår af vedlagte folder.

  2. Forslag til procedure for afvikling af foroffentlighedsfasen, den såkaldte idéfase, på 4 uger, samt godkender vedlagte folder.

 

 

 

Sagsfremstilling

Vinderprojektet

Konkurrencen har haft et tofaset forløb. Første fase omfattede gennemførelse af projektkonkurrence og fase to omfattede udbud med forhandling. De endelige forslag blev afleveret 1/12 2011. I de enkelte faser er nye temaer og ønsker til udvikling belyst. Det endelige vinderforslag er derfor allerede til en vis grad bearbejdet og tilpasset.

 

Vinderprojektet fra projektkonkurrencen indeholder forslag til en samlet, rumdannende bebyggelse på godt 57.000 m2, fordelt på en række bebyggelser fra 2 til 17 etager. Bebyggelsen afpasses efter den kontekst, som den enkelte bebyggelse skal indgå i, så der fx op til H.C. Andersen-Kvarterets små huse bygges lavt og op til Tigergården ved Østre Stationsvej bygges højt. Halvdelen af bebyggelsen tænkes anvendt til boliger, resten til kontor- og serviceerhverv og ca. 5000 m2 til butiksformål.

 

En række nye byrum foreslås med udgangspunkt i temaer omkring beplantning, vand og eventyr, blandt andet foreslås Lotzes Have udvidet over til bebyggelsen mod Nørregade. Som ønsket i konkurrenceprogrammet lægges der vægt på at sammenbinde byens eksisterende øst-vestgående ruter, samtidigt med at blandt andet letbanens tracé og cykelstier også sammenbinder i nord-sydgående retning, såvel rundt om som mellem de nye bebyggelser. Under terræn indeholder projektet to sammenhængende, veldisponerede parkeringskældre. Bæredygtighed er meget synliggjort i projektet, blandt andet med begrønning af facader, taghaver og byrum.

 

Fra vinderprojektet bearbejdes de vigtigste træk for bebyggelse, byrum, bæredygtighed, ruter, trafik og parkering på plads. Disse træk skal fastholdes i plandokumenterne. Det kan fx være et princip om udstillingsvinduer og facader med indgange langs bestemte strækninger for at sikre, at bebyggelsen bidrager positivt til bylivet. Ligeledes udstikkes principper for blandt andet materialer, beplantning, belysning mv., der skal sikre helhed, såvel i projektet som i forhold til den eksisterende by.

 

Plandokumenterne

Kommuneplantillæg med VVM og miljørapport

VVM-redegørelsen udgør beslutningsgrundlaget for et kommuneplantillæg. Ved udarbejdelse af VVM skal der ske en vurdering af projektet samt alternativer. I VVM-redegørelsen skal projektets virkninger på fx mennesker, fauna, flora, jord, vand luft, klimatiske forhold, landskab og kulturarv beskrives og vurderes.

 

Formålet med VVM-proceduren er at give det bedst mulige grundlag for den endelige beslutning om projektets realisering og at give offentligheden det bedst mulige grundlag for en offentlig debat.

 

En VVM skal belyse såvel de positive som de negative virkninger af projektet. På nuværende tidspunkt forventer vi, at projektets væsentligste påvirkninger vil vedrøre bymiljø, trafik, luft og støj, anlægsfasen, kulturmiljø, grundvand, regnvand og det grønne.

 

Bymiljø

De visuelle effekter af den nye bebyggelse og et højhus på 17 etager i området skal undersøges, ligesom vind-, sol- og skyggeforhold skal belyses nærmere.

 

Trafik, luft og støj

Med omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade bliver den gennemkørende biltrafik i området flyttet ud på andre veje. Derfor skal hensigtsmæssig trafikafvikling inden for Ring 2 og afledte effekter, som fx luftforurening og støj, belyses.

 

Anlægsfasen

Anlægsarbejder i forbindelse med omdannelsen vil kunne medføre gener i form af støv, støj, vibrationer og afspærringer, hvilket skal belyses.

 

Kulturmiljø

Projektområdet for omdannelse af Thomas B. Thriges Gade ligger i et område med bystrukturer fra middelalderen. Projektets indpasning i forhold til denne struktur skal belyses.

 

Grundvand, regnvand og det grønne

Øvrige miljøforhold, som fx grundvandssænkning, regnvandshåndtering og sikring af grønne strukturer, herunder habitatområdet ved Odense Å, skal belyses og vurderes.

 

Rammelokalplan

Rammelokalplanen skal sikre, at anlægsarbejdet omkring parkeringskældrene kan gå i gang. De enkelte byggefelter skal også defineres; men der gives ikke i rammelokalplanen egentlig byggeret over terræn, medmindre projekter til en eller flere af de enkelte bebyggelser allerede er udarbejdet. Rammelokalplanen skal følges af flere lokalplaner, der målrettes de enkelte byggeprojekter og byggefelter i årene fremover.

 

Fremgangsmåden er valgt for at sikre, at de første arbejder kan gå i gang hurtigt, for at give investorer større sikkerhed for projektets gennemførelse og for ikke at binde fremtidige bebyggelser uhensigtsmæssigt, da de mange byggeprojekter kan ændre sig anvendelsesmæssigt og arkitektonisk undervejs i den lange byggeperiode, der vil følge.

 

Tidsplan

Tidsplanen for hele planprocessen fremgår af vedlagte folder. Indkomne bemærkninger i foroffentlighedsfasen forelægges i form af en hvidbog til politisk behandling i starten af 2013. Herefter udarbejdes planforslag, som efter politisk behandling, sendes i offentlig høring i starten af 2014. Planerne forventes endeligt vedtaget i byrådet juni 2014.

 

Tidsmæssigt vil det give et velkoordineret forløb i forhold til VVM for letbanen.

 

Idéfasen

Projektsekretariatet har allerede i foråret modtaget en lang række kommentarer til projektet ved udstilling i Infoboksen og ved møder med særlige interessenter.

 

Der starter nu en planlægningsfase med henblik på at realisere projektet. Første skridt i processen bliver at afvikle den 1. offentlighedsfase, hvor Odense Kommune som myndighed vil høre borgere og andre interessenter om deres idéer, bemærkninger eller andet, som kan kvalificere projektet og grundlaget for planlægningen.  Idéfasen planlægges til at foregå i perioden den 17/9 til 17/10 2012.

 

Det bliver vigtigt at annoncere, at der igangsættes en myndighedsprocedure med henblik på at virkeliggøre projektet. Det gøres ved at supplere den digitale annoncering med annoncer i dagspressen og Ugeavisen.

 

Det foreslås, at denne fase bygger videre på den allerede gennemførte offentlighed i Infoboksen, det vil sige:

  • At planmyndigheden er til stede i Infoboksen 1 gang om ugen, jf. folderen.
  • At planmyndigheden tilkendegiver en åbentstående invitation til, at alle er velkomne til at henvende sig med spørgsmål eller andet.
  • At der, efter aftale med Projektsekretariatet og Bystrategisk Stab, afholdes møder med særlige interessenter.

 

Endvidere foreslås det, at der afholdes borgermøde.

 

Derudover udsendes og omdeles folderen, ligesom der udarbejdes plakater og postkort, som folk kan skrive kommentarer på. Endelig benyttes høringsportalen som et medie, hvor borgere og andre interessenter kan kommentere på projektet.

 

Økonomi

Sagen har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune.

 

Bilag

1. VVM folder for Thomas B. Thriges Gade (PDF_Folder 27-06-2012.pdf)

 

 

 



4. Frigivelse af midler til Trafik- og mobilitetsplan samt Kvarterplan - 2012, Trafik og Anlæg

Åbent - 2010/136545

 

Sagsresumé

Byrådet vedtog den 17/6 2009 Trafik- og mobilitetsplan 2008-2020. Trafik- og mobilitetsplanen beskriver den overordnede strategi for, hvordan de trafikale udfordringer skal løses i Odense, når man ønsker en sammenhængende midtby og vil realisere visionerne om en bæredygtig storby.

 

Byrådet vedtog, som del af budget 2009, at stille midler til rådighed for byudvikling og infrastruktur, herunder implementering af Trafik- og mobilitetsplanen.

Byrådet har siden bevilget i alt 131.143.000 kr. til Kvarterplan By-havn/Trafik- og mobilitetsplanen.

Implementeringen heraf er i gang, og dette dagsordenspunkt omfatter:

 

Frigivelse af 2.000.000 kr. til Planen for ”Trafik i Odense 2013-2015 og vedligeholdelse og opdatering af hjemmesiden www.odense.dk/trafikiodense.

 

Omprioritering af midler fra Jarlsberggade til følgende projekter:

·       Færdiggørelse af Munkerisvej/Munkebjergvej-krydset (900.000 kr.)

·       Nye cykelstier på Filosofgangen (300.000 kr.)  

 

Derudover anbefaler forvaltningen at omfordele midler fra kollektiv trafik til cykelstier på Filosofgangen. Disse midler tilbageføres til kollektiv trafik efter 2015.

 

Indstilling

By- og Kulturforvaltningen indstiller til udvalget, at byrådet godkender:

 

  1. Der frigives en anlægsbevilling til Plan for ”Trafik i Odense 2013-2015” fra “Trafik- og mobilitetsplan/Kvarterplan”, der stilles til rådighed for By- og Kulturforvaltningen, budgetområde 2.4, Natur, Miljø og Trafik, på 2.000.000 kr. i 2012.

  2. Anlægsbevillingen finansieres af afsatte rådighedsbeløb på budgetområde 2,4 Natur, Miljø og Trafik, ”Ramme til finansiering af Trafik- og mobilitetsplanen” med 2.000.000 kr. i 2012.

  3. Der omprioriteres 900.000 kr. i 2012 af de frigivne Jarlsberggade-midler til Munkerisvej/Munkebjergvej.

  4. Der omprioriteres 300.000 kr. i 2012 af de frigivne Jarlsberggade-midler til cykelstier på Filosofgangen.

  5. Der omfordeles 8.000.000 kr. fra puljen, ”Kollektiv trafik” til cykelstier på Filosofgangen i 2013-2014. Midlerne flyttes tilbage til puljen, ”Kollektiv trafik” fra puljen, ”Cyklisternes By” med 1.900.000 kr. i 2015, 5.500.000 kr. i 2016 og 600.000 kr. i 2017.

 

  1. Anlægsprojekterne igangsættes.

 

 

 

 

Sagsfremstilling

 

A.   Plan for ”Trafik i Odense 2013-2015”

Byrådet vedtog den 17/6 2009 Trafik- og mobilitetsplan 2008-2020. Trafik- og mobilitetsplanen beskriver den overordnede strategi for, hvordan de trafikale udfordringer skal håndteres i Odense, når bymidten bliver mere sammenhængende og mere byagtig, samtidig med at Odense udvikler sig mod at være en klimaby i særklasse.

 

Siden 2009 har der været en del ændringer til Trafik- og mobilitetsplanen, som foreslås formidlet ud til borgerne.

Derfor foreslås det, at der udarbejdes en plan, hvor formålet er at sikre god fremkommelighed og mobilitet for bilister, cykellister og gående.

 

Planen vil i sin enkelthed give offentligheden viden om, hvordan man kommer fra øst til vest, og fra nord til syd i Odense.

 

Udarbejdelsen af planen vil endvidere ske med dialog og involvering af eksterne trafikeksperter.

 

Der ønskes frigivet 2.000.000 kr. til Plan for ”Trafik i Odense 2013-2015” og formidling via hjemmesiden m.m.

 

For dette beløb bliver der udarbejdet:

  • Plan for ”Trafik i Odense 2013-2015”
  • Vedligeholdelse og opdatering af hjemmesiden www.odense.dk/trafikiodense
  • Udvikling af oplysningskilte ”vi bygger for jer” til opsætning ved de enkelte anlægsprojekter.

 

B.    Færdiggørelse af Munkerisvej/Munkebjergvej-krydset

På grund af uventet store mængder forurenet jord, der skal bortskaffes, og tillægsopgaver i forbindelse med fremme af den kollektive trafik, er krydset Munkerisvej/Munkebjergvej blevet dyrere end forventet.

Der søges om omfordeling af midler til afslutning af arbejdet (2012: 900.000 kr.) fra en tidligere frigivelse til etablering af rundkørslen på Jarlsberggade.

I rammeaftalen med VIVA-centret er det aftalt, at VIVA afholder udgifterne til vejanlægget på Jarlsberggade, og det afsatte beløb foreslås derfor anvendt til at dække meromkostningen på Ringgadekrydset.

 

Resten af de afsatte midler til rundkørslen på Jarlsberggade foreslås anvendt til krydsombygninger i forbindelse med Odense Kommunes forpligtigelser overfor VIVA. Der er i forbindelse med processen med VIVA kommet en del ændrede forudsætninger end tidligere antaget. Derfor er der behov for flere midler for at sikre en tilfredsstillende trafikafvikling.

 

C.     Nye cykelstier på Filosofgangen

 

Til projektering og udførelse af cykelsti på Filosofgangen fra Albanigade til Vesterbro/Vindegade skal der bruges 24.500.000 kr. (Se bilag for placeringen).

Der er fra Vejdirektoratets grønne pulje givet tilsagn i 2011 om tilskud til projektet med et beløb på 7.400.000 kr.

 

Til forberedelse af forprojektet med blandt andet trafiksimuleringer søger forvaltningen om omprioritering af midler fra Jarlsberggade til cykelstiprojektet (2012: 300.000 kr.)

 

Forvaltningen anbefaler omfordeling af midlerne i Trafik- og mobilitetsplan-puljens investeringsplan, således at der flyttes 8.000.000 kr. fra afsatte midler til kollektiv trafik i 2013 og 2014 til cykelstien. Dette er muligt, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at planlægge større projekter til bussernes fremkommelighed før der er godkendt en VVM for Letbanen primo 2014. Derved sikres den bedst mulige synergieffekt mellem busser og Letbanen.

 

Omfordelingen ses skematisk nedenfor:

 

Før omfordeling

Efter omfordeling

 

År

2013

2014

2015

2016

2017

2013

2014

2015

2016

2017

Kollektiv transport

14,0

8,2

0,0

0,0

0,0

6,7

7,5

1,9

5,5

0,6

Cyklisternes By

 

5,5

5,5

5,5

5,5

7,3

6,2

3,6

0,0

4,9

SUM

14,0

13,7

5,5

5,5

5,5

14,0

13,7

5,5

5,5

5,5

Puljeindtægt VD

 

 

 

 

 

1,8

2,8

2,4

0,4

 

Økonomi

Beløb i 1.000 kr.

2012

2013

2014

2015

Budget:

Budgetområde 2.4 Natur, Miljø og Trafik, ”Ramme til finansiering af Trafik- og mobilitetsplanen”.

 

 

Ansøgning:

Kommunikation af Trafik- og mobilitetsplan

 

 

 

 

2.000

 

 

 

 

 

2.000

 

 

 

27.100

 

 

 

23.200

 

 

 

10.000

 

Restrådighedsbeløb på rammen

0

27.100

23.200

10.000

 

 

Sagen har ingen konsekvenser for kommunens kassebeholdning og serviceramme.

 

Bilag

1. Cykelstier på Filosofgangen (Layout.pdf)

 

 

 

B: Sager til afgørelse i udvalget

5. Stillingtagen til lukning af Svendsgade

Åbent - 2011/005682

 

Sagsresumé

Beboerne på Svendsgade ønsker gaden lukket ud mod Nyborgvej, da de føler sig generet af den gennemkørende trafik. Rent trafiksikkerhedsmæssigt er det en god løsning. Nyborgvej er meget trafikeret, og der er ikke noget signalanlæg til at afvikle trafikken. Fyns Politi har ingen indsigelser til projektet.

 

Beboerne på især Christiansgade og Eriksgade, som har mere trafik end Svendsgade, er bekymret for, at en lukning vil betyde, at deres veje belastes yderligere.

Hvis Svendsgade lukkes, er det ønsket, at trafikken flytter til parallelstrækningen Ejby Møllevej vest for Svendsgade, da der ikke er nogen beboelsesejendomme og den betjenes via et signalanlæg ud til Nyborgvej.

 

Forvaltningen anbefaler at udføre lukningen som et forsøg på 1 år (politiets anbefaling), og efterfølgende vurdere konsekvenserne af lukningen. Hvis Christiansgade får en mertrafik på ca. 10 % eller derover, skal der enten findes en løsning på dette, eller også ophæves lukningen af Svendsgade igen.

 

I øjeblikket arbejdes der på at etablere hastighedsdæmpende foranstaltninger på både Christiansgade og Eriksgade, som erfaringsmæssigt vil være medvirkende til, at der kommer mindre gennemkørende trafik. Lukningen af Svendsgade vil ikke blive etableret før disse foranstaltninger er etableret.

 

Indstilling

By- og Kulturforvaltningen indstiller, at udvalget godkender, at Svendsgade lukkes i en forsøgsperiode op til 1 år, hvorefter projektet evalueres. Hvis lukningen af Svendsgade forårsager en mertrafik på ca. 10 % eller mere på Christiansgade, skal der enten findes en acceptabel løsning, eller også ophæves lukningen af Svendsgade igen.

 

 

 

Sagsfremstilling

Nogle beboere på Svendsgade har fremsat et ønske om, at vejen lukkes ud mod Nyborgvej, da de oplever gennemkørende trafik, som de føler sig generet af. Lukningen skal udføres, så renovation og udrykningskøretøjer stadig sikres gennemkørselsmulighed.

Alle beboerne på gaden bakker op om forslaget på nær én, som bor ud til rundkørslen på Ejby Møllevej og derfor ikke vil få glæde af denne lukning, da trafikken skal forbi hans hus uanset, om vejen lukkes eller ej.

 

En tælling foretaget i 2011 viser, at der kører 435 biler/døgn på Svendsgade. Svendsgade består af 24 beboelsesejendomme, som alene burde generere ca. 100 biler/døgn.

 

Rent trafiksikkerhedsmæssigt er det ikke hensigtsmæssigt at afvikle trafik ud på den meget trafikerede Nyborgvej via Svendsgade, da der ikke er noget signalanlæg.

Odense Kommune har været i dialog med Fyns Politi, som ikke har nogle indsigelser mod lukningen.

 


En lukning betyder selvfølgelig, at Svendsgades gennemkørende trafik flyttes til andre veje i stedet for. Det er hensigten, at trafikken flyttes til parallelgaden Ejby Møllevej (1300 biler/døgn) vest for Svendsgade, som ikke har nogen beboelsesejendomme på strækningen, og som betjenes ud mod Nyborgvej via et signalanlæg.

 

Indsigelser fra andre borgere på de nærliggende veje

 

Der er selvfølgelig risiko for, at lukningen betyder, at trafikken flytter til andre boligveje.

Især beboerne på Christiansgade og Eriksgade er bekymret for, at en lukning af Svendsgade betyder, at Christiansgade, Eriksgade og Østerled bliver mere belastet.

Trafikmængden på Eriksgade ligger på ca. 700 biler/døgn, og Christiansgade ligger på ca. 1.400 biler/døgn, hvilket er flere biler end på Svendsgade.

Beboerne ønsker, at hvis Svendsgade lukkes, skal Eriksgade lukkes på lige vilkår.

Det er dog forvaltningens vurdering, at Eriksgade kan afvikle trafikken trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt ud til Nyborgvej, da der er signalanlæg.

 

I Odense Kommunes trafikmodel er det ikke muligt at ”afprøve” en lukning af Svendsgade og vurdere på de trafikale konsekvenser for de omkringliggende veje. Modellen er et overordnet værktøj, som kan vise nogle tendenser på de større veje i kommunen. Den er ikke egnet til at forholde sig til boligvejene, da usikkerhederne er for store.

Derfor kan virkningerne af lukningen kun undersøges ved at lukke Svendsgade i en forsøgsperiode. Hvis der mod forventning skulle komme nogle uforudsete konsekvenser vil lukningen kunne fjernes indenfor en måned.

 

På lang sigt skal der på Nyborgvej etableres en letbane. Det er dog for tidligt på nuværende tidspunkt at udforme krydsene efter disse forhold. Der vil dog i arbejdet blevet taget så meget hensyn til den kommende letbane som muligt.

 

Pilotprojekt omkring hastighedsdæmpende tiltag i området

 

For at modvirke en stigende trafikmængde på Christiansgade og Eriksgade arbejdes på et pilotprojekt, hvor der skal etableres hastighedsdæmpende foranstaltninger, så der opnås en hastighedszone på 30 km/t.

En lukning af Svendsgade vil først blive etableret, når hastighedszonen er udført.

 

Evaluering

 

For at vurdere på virkningerne af de omkringliggende veje anbefales, at lukningen af Svendsgade udføres som et forsøg med en varighed på 1 år (politiets anbefaling). Dette er nødvendigt for at kunne vurdere trafikstrømmen, både i vinter- og i sommerhalvåret. Efterfølgende foretages en evaluering for at sikre, at de omkringliggende veje, som Christiansgade og Eriksgade, ikke får en uacceptabel merbelastning på grund af lukningen af Svendsgade.

Det vurderes, at Christiansgade højst må få en merbelastning på ca. 10 %, som fordeles ud på de andre veje, hvis lukningen skal være acceptabel.

Hvis Christiansgade, Eriksgade og Østerled får en uacceptabel merbelastning grundet ekstraordinære forhold, som ikke kan løses på andre måder, må lukningen af Svendsgade ophæves igen.

 

Økonomi

Sagen har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune.

Bilag

Ingen bilag.

 



6. Projektforslag om fjernvarmeforsyning af Holmstrup - høring

Åbent - 2012/067944

 

Sagsresumé

Fjernvarme Fyn har udarbejdet et projekt for etablering af fjernvarme i Holmstrup. Projektet omfatter 85 ejendomme; 78 ejendomme i selve Holmstrup og 7 ejendomme langs med Ravnebjerggyden. Holmstrup er i dag forsynet med naturgas.

 

Omlægningen fra naturgas til fjernvarme er en af handlingerne i energiplanen, som netop er sendt i høring. Omlægningen er nødvendig for, at vi kan nå målet om en grøn og bæredygtig energiforsyning baseret på vedvarende energi.

 

Omlægningen fra naturgas til fjernvarme har økonomiske konsekvenser for Naturgas Fyn. Beslutningen om omlægning fra naturgas til fjernvarme bør derfor træffes af By- og Kulturudvalget.

 

Omlægningen fra naturgas til fjernvarme må kun ske, såfremt Naturgas Fyns økonomi ikke forrykkes væsentligt. For at kunne vurdere, hvorvidt omlægningen forrykker Naturgas Fyns økonomi, er det nødvendigt at projektet sendes i høring hos blandt andet Naturgas Fyn, så udvalget kan få de nødvendige oplysninger til brug for den økonomiske vurdering.

 

Indstilling

By- og Kulturforvaltningen indstiller til udvalget, at projektet om fjernvarmeforsyning af Holmstrup vedtages til høring i 4 uger i henhold til varmeforsyningslovens bestemmelser.

 

 

 

Sagsfremstilling

En gruppe borgere i Holmstrup har henvendt sig til Fjernvarme Fyn med henblik på, at få undersøgt muligheden for etablering af fjernvarme i Holmstrup. På denne baggrund har Fjernvarme Fyn udarbejdet et projektforslag efter varmeforsyningsloven om etablering af fjernvarmenet i Holmstrup. Projektforslaget vedlægges som bilag 1.

 

Holmstrup er i dag udlagt til naturgasforsyning jf. den gamle kommunale varmeplan fra 1984, som fortsat er gældende. Projektforslaget vil derfor ændre den oprindelige varmeplanlægnings områdeafgrænsning mellem naturgasforsyning og fjernvarmeforsyning.

 


Holmstrup er i dag udlagt til naturgas. Den røde markering viser omfanget af projektet for konvertering til fjernvarme.

 

Energiplanen, som netop er sendt i høring, lægger op til, at vi skal konvertere naturgas til fjernvarme. Dette er nødvendigt, hvis vi skal nå målet om en grøn og bæredygtig energiforsyning baseret på vedvarende energi. Et mål der støtter op om initiativerne i energiaftalen af 22/3 2012 og formålsparagraffen i varmeforsyningsloven.

 

Konverteringen af naturgas til fjernvarme har negative økonomiske konsekvenser for Naturgas Fyn, men en positiv indvirkning på økonomien hos Fjernvarme Fyn grundet udvidelsen af fjernvarmeforsyningen.

 

Disse selskabsøkonomiske interesser viser sig blandt andet i, at Naturgas Fyn i 2010 har påklaget afgørelserne i 2 lignende sager fra Assens Kommune og Kerteminde Kommune til Energiklagenævnet.

 

Udvalget blev på mødet den 8/5 2012 orienteret om, at kompetencen til at godkende projekter efter varmeforsyningsloven på bestemte vilkår er uddelegeret fra kommunalbestyrelsen til forvaltningen

 

Grundet de selskabsøkonomiske interesser for begge selskaber, kommunens ejerforhold og de politiske interesser i selskabernes bestyrelser forelægges sagen for udvalget.

 

Konverteringen af naturgas til fjernvarme i Holmstrup må kun foretages, såfremt Naturgas Fyns økonomi ikke forrykkes væsentligt. For at By- og Kulturudvalget kan foretage denne vurdering, er det nødvendigt, at der indhentes oplysninger om projektets indvirkning på Naturgas Fyns økonomi.

 

I første omgang skal udvalget beslutte, om projektet skal sendes i høring hos berørte parter, herunder Naturgas Fyn. At projektforslaget sendes i høring er ikke ensbetydende med, at det kan godkendes.

 

Det er forvaltningens vurdering, at meget taler for projektet.

 

Ønsker udvalget ikke at sende projektforslaget i høring, skal dette begrundes ud fra varmeforsyningslovens bestemmelser, og der skal redegøres for de overvejelser, der ligger til grund for denne beslutning.

 

Fjernvarme Fyn kan ikke påklage en eventuel afvisning på nuværende tidpunkt, men har mulighed for at komme med supplerende oplysninger og sende projektet til fornyet behandling.

 

Økonomi

Sagen har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune.

Bilag

1. Projektforslag om fjernvarmeforsyning af Holmstrup (Projektforslag i hht varmeforsyningsloven_Holmstrup.pdf)
2. Kortbilag til projektforslag om fjernvarmeforsyning af Holmstrup (Projektforslag i hht varmeforsyningsloven_Holmstrup_Bilag.pdf)

 

 

 



7. Ring 3 vest - Tillæg til kommuneplanen. Igangsætning af forhøring

Åbent - 2012/131542

 

Sagsresumé

Byrådet besluttede i forbindelse med den endelige vedtagelse af tematillæg til kommuneplanen at tage forslag om interessezone for Ring 3 vest ud. Byrådet besluttede at udarbejde et særskilt kommuneplantillæg for en reduceret interessezone, som vil danne udgangspunkt for høringen.

I forbindelse med høringen af tematillægget modtog forvaltningen 40 forskellige indsigelser vedrørende Ring 3 vest. Alle indsigelser inddrages i det videre arbejde.

Den videre proces indledes med fornyet høring på 4 uger i perioden 20/8 til 20/9 2012, hvor der bliver mulighed for at komme med forslag og idéer – enten nye – eller supplere de indsigelser, der allerede er kommet.

 

Det er målet med høringen, at relevante interesser og problemstillinger afdækkes, så det skitseprojekt, der skal udarbejdes på baggrund af denne, kvalificeres bedst muligt.

 

Indstilling

By- og Kulturforvaltningen indstiller, at udvalget godkender, at der igangsættes en høring i henhold til planlovens regler om foroffentlighed for Ring 3 vest – Tillæg til kommuneplanen.

 

 

 

Sagsfremstilling

Byrådet har besluttet at udarbejde et kommuneplantillæg for en interessezone for Ring 3 vest.

Interessezonen skal være så snæver som mulig og maksimalt 300 m bred.

For at sikre en passende visuel afstand i forhold til boligområder, skal interessezonen, så vidt det er muligt, holdes i en afstand på 300 m til eksisterende samlede bebyggelser/afgrænsede landsbyer. I forhold til boligområder, der er kommuneplanlagte, men endnu ikke lokalplanlagte skal der holdes en afstand på 150 m.

 

Der er udarbejdet et debatoplæg til høringen, som sammenfatter de overordnede problematikker, sammenhængen til den overordnede trafikstruktur og de afledte spørgsmål. Debatoplægget vil danne grundlag for den offentlige debat.

Debatoplæg vedlægges.

 

En lang række aktører er vigtige i den kommende planlægning for en interessezone:

  • Borgere (grundejere, virksomheder) indenfor den tidligere foreslåede interessezone, samt grundejerforeninger, der grænser op mod det åbne land i interessezonen
  • Borgere i Odense Vest (såsom borgere i nærområdet, grundejerforeninger og virksomheder)
  • Den brede offentlighed (såsom borgere i hele Odense)
  • Myndigheder (fx staten i forhold til trafikplanlægning og i forhold til landskabs- og naturinteresser)
  • Interesseorganisationer (såsom Danmarks Naturfredningsforening og Fynsk Erhverv) og
  • Forsyningsselskaber.

 

Kommunikationsplanens aktiviteter er tilrettelagt, så de aktører, der er mest involveret, vil få direkte information og invitation til møder, mens de aktører, der kun har en mindre interesse, vil blive orienteret via medierne. I debatperioden afholdes borgermøder og efter behov 2-partsmøder med fx interesseorganisationer og borgere.

Forslag til kommunikationsplan vedlægges.

Økonomi

Sagen har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune.

 

Bilag

1. Kommunikationsplan for Ring 3 vest - ny høring (kommunikationsplan forhøring ring 3 vest.pdf)
2. Folder Ring 3 vest - høring (Folder_Ring 3 vest.pdf)

 

 

 



8. Afrapportering fra udvalgstur til Norge

Åbent - 2012/041652

 

Sagsresumé

Medlemmer fra By- og Kulturudvalget og embedsmænd fra forvaltningens chefgruppe har været på studietur i Norge. Her besøgte man blandt andet Bergen Bybane (letbane), Edvard Grieg Museum, Festspillene i Bergen, Bergen bibliotek og Grieg arkiverne, samt hørte om Griegfestivalen i Bergen. Derudover besøgte delegationen Litteraturhuset og Fjordbyen i Oslo.

 

Rejserapporten vedlægges.

Indstilling

By- og Kulturforvaltningen indstiller, at udvalget godkender rejserapporten.

 

 

Sagsfremstilling

Der henvises til sagsresuméet.

Økonomi

Ingen

Bilag

1. Rejserapport By- og Kulturudvalget - Norge (Rejserapport BKU - Norge-TSBH8TVC34.pdf)

 

 

 

C: Sager til drøftelse/forberedelse

9. Initiativer til at skabe mere liv på havnen

Åbent - 2012/152966

 

Sagsresumé

By- og Kulturudvalget drøftede på møde den 19/6 2012 nye tiltag, der kan være med til at skabe mere liv på Byens Ø, herunder muligheder for at fastholde et aktivitetsniveau hele året.

 

Udvalgets foreløbige drøftelser mundede ud i et ønske om, at forvaltningen skulle arbejde videre med at konkretisere tiltag af blivende eller midlertidig karakter, som kan skabe mere liv på en større del af havneområdet

 

Der er til mødet udarbejdet et notat, som gør status over allerede iværksatte tiltag og aktiviteter. Derudover beskrives nye indsatser, som kan være med til at understøtte allerede etablerede. Desuden gøres der rede for de økonomiske konsekvenser, herunder forslag til finansiering.

 

Der lægges op til en foreløbig drøftelse af mulige tiltag, som forvaltningen efterfølgende skal konkretiserer med henblik på en endelig behandling i By- og Kulturudvalget.

Indstilling

By- og Kulturforvaltningen indstiller, at udvalget drøfter sagen.

 

Sagsfremstilling

Der henvises til sagsresuméet.

Økonomi

 

Bilag

 

 

 

10. Trafik i Odense 2013 - 2015

Åbent - 2012/128883

 

Sagsresumé

Byrådet vedtog den 17/6 2009 Trafik- og mobilitetsplan 2008-2020. Trafik- og mobilitetsplanen beskriver den overordnede strategi for, hvordan de trafikale udfordringer skal håndteres i Odense for at sikre en sammenhængende bymidte og vil realisere visionerne for en bæredygtig storby.

 

Siden 2009 har der været en del ændringer til Trafik- og mobilitetsplanen, som foreslås formidlet ud til borgerne.

Derfor foreslås det, at der udarbejdes en plan, hvor formålet er at sikre god fremkommelighed og mobilitet for bilister, cykelister, gående samt for den kollektive trafik.

 

Planen vil i sin enkelthed give offentligheden viden om, hvordan man kommer fra øst til vest, og fra nord til syd i Odense.

 

Planen vil blive udarbejdet i dialog og med involvering af eksterne trafikeksperter.

 

Indstilling

By- og Kulturforvaltningen indstiller, at udvalget drøfter sagen.

 

 

 

Sagsfremstilling

Hvorfor ny trafikplan i Odense Kommune?

I sommeren 2009 vedtog et enigt byråd Trafik- og mobilitetsplan 2008-2020. Planen beskriver byrådets visioner og principbeslutninger på 3 primære områder:

  • Ønske om en sammenhængende midtby i Odense med fokus på byliv
  • Ønske om Odense som klimaby i særklasse
  • Trafiksikkerhed i højsædet.

 

Planens hovedprincipper er stadig gældende i 2012, men der er sket større justeringer undervejs.

 

Det betyder, at der på nuværende tidspunkt ikke findes en samlet plan som fortæller, hvordan vi forbereder vejnettet til den fremtidige ændrede infrastruktur. Derfor mangler offentligheden et samlet overblik over, hvad der på nuværende tidspunkt er gældende.

 

Vi har selvfølgelig undervejs kommunikeret ud, hvilke ændringer der er sket hen ad vejen, men det har vist sig at være en meget svær opgave.

Med den nye trafikplan ”Trafik i Odense 2013-2015” er det formålet at skabe en meget konkret plan, der beskriver alle vejændringer, så alle ved, hvilken kurs vi er på vej mod i Odense.

 

Planen for "Trafik i Odense 2013-2015" skal være en 2 årig handlingsplan, som vil skabe et "link" mellem målene i Trafik- og mobilitetsplanen og de konkrete projekter

 

”Trafik i Odense 2013-2015” skal understøtte visionerne fra Odenses infrastruktur. Planen skal på det operationelle niveau give overblik over de samlede trafikale løsninger.

 

Hierarki


”Trafik i Odense 2013-2015” kommer ikke til at stå alene. Forvaltningen udarbejder i løbet af 2013 en operationel mobilitetsplan, som skal belyse, hvilke værktøjer som kan ændre adfærden mod en mere bæredygtig trafikafvikling i Odense.

 

På den lange bane bliver det også nødvendigt at få en helt ny Trafik- og mobilitetsplan, som skal forholde sig til de politiske beslutninger, der er truffet siden 2009, i særdeleshed omkring letbanen.

 

Processen

Planen bliver udarbejdet i samarbejde med eksterne trafikeksperter. I processen vendes dilemmaer og løsninger med disse eksperter indenfor trafikområdet. Eksperterne skal behandle de svære steder, udfordre samt validere de valgte løsninger. På den måde sikrer vi, at vi får det bedste beslutningsgrundlag til at træffe den endelige politiske afgørelse.

 

Overordnet formål med ”Trafik i Odense 2013-2015”

·         Give borgerne indsigt i de planlagte trafikale ændringer og en forståelse af, hvordan fremkommeligheden sikres i den bæredygtige storby.

·         Give borgerne overblik over den fremtidige infrastruktur i et større perspektiv.

·         Konkretisere, hvilke trafikale løsninger, der er gældende på nuværende tidspunkt, som er nødvendige for en sammenhængende midtby

·         Validere, ved eksperthjælp, de trafikale løsninger, som er nødvendige for sikring af fremkommeligheden.

 

Planens konkrete indhold

·         Et overblik over den samlede trafikale løsning for bilister, cykelister, gående samt for den kollektive trafik, når Thomas B. Thriges Gade.

·         En detaljeret gennemgang af planlagte projekter med beskrivelse af, hvorfor de gennemføres.

·         En kort status på allerede gennemførte projekter.

·         Serviceniveau - Hvad betyder ændringerne for fremkommeligheden.

·         En ruteplanlægger, som ved hjælp af hjemmesiden kan give overblik og hurtig mulighed for valg af ny rute efter omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade.

 

Økonomi

 

Bilag

Ingen bilag.

 



11. Parkeringsstrategi for Odense Bymidte, drøftelse

Åbent - 2010/043629

 

Sagsresumé

Parkeringsstrategien er udarbejdet som et aktivt værktøj, der skal sikre god tilgængelighed til parkeringspladserne i Odense, samt et godt og velfungerende parkeringsudbud. Strategien er delt op i 3 handlingsperioder: Før, under og efter omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade.

 

En del af strategiens formål har været at skabe et overblik over antallet af parkeringspladser i Odense midtby samt belægning på disse pladser. Dette danner udgangspunktet for strategien.

 

Strategien indeholder også en vurdering af, hvordan belægningsprocenten ændrer sig frem til 2020. Dette er gjort ved at sammenholde det forventede behov for parkering med den forventede etablering af parkeringspladser i forbindelse med de nuværende kendte byomdannelsesprojekter.

 

Endvidere er der lagt stor vægt på at skabe en ensartet parkeringsoplevelse og gøre det let at finde ledige parkeringspladser. Den ensartede parkeringsoplevelse skabes ud fra et parkeringskoncept, hvor et P-henvisningssystem gør det let at finde ledige pladser.

Indstilling

By- og Kulturforvaltningen indstiller, at udvalget drøfter sagen.

 

 

 

Sagsfremstilling

Før, under og efter omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade vil der være behov for et større antal parkeringspladser i Odense by. Parkeringsstrategien er en plan, der skal sikre, at der i fremtiden er et tilstrækkeligt udbud af parkeringspladser, som er synlige og nemme at finde.

 

Dialog og involvering

Som grundlag for udarbejdelsen af parkeringsstrategien har det været vigtigt at involvere forretninger og erhvervsdrivende i midtbyen. Der har været afholdt flere møder med Fynsk Erhverv og Odense Cityforening, hvor blandt andet zoneopdelingen, parkeringsudbud og belægningsgrader er blevet drøftet. Der er afholdt møder hos Fynsk Erhverv, hvor en række af byens erhvervsfolk, parkeringspladsejere, investorer og parkeringsselskaber var repræsenteret. På møderne blev drøftet idéer og holdninger til, hvordan den fremtidige parkeringssituation i Odense bymidte bør håndteres.

 

Nuværende parkeringsudbud

For at få et grundlag til den kommende strategi blev det nuværende parkeringsudbud registreret i efteråret 2010. Her gennemførtes en optælling af alle parkeringspladser i midtbyen. For at vurdere antallet af parkeringspladser blev midtbyen opdelt i 2 hovedområder, med henholdsvis 3 og 4 underområder jf. nedenstående figur. Opdelingen er gennemført ud fra de naturlige barrierer og gå-afstande.

 


Områderne 1, 2, 3 og 4 udgør City og områderne 1.1, 2.1 og 4.1 udgør øvrig del af midtbyen.

 

Optællingen viste, at der i 2010 er ca. 16.000 parkeringspladser i midtbyen, fordelt med ca. 5.300 kommunale parkeringspladser, 1.200 private, offentligt tilgængelige parkeringspladser og 9.500 private, reserverede parkeringspladser.

 

Efterfølgende blev der gennemført tællinger af, hvor mange pladser der var optaget (belægningsprocenten). På hverdage kl. 11 var belægningsprocenten højest. Fra andre byer vides, at den samlede parkering i en bymidte om lørda­gen er mindre end på en hverdag, selvom parkeringen til butiksformål normalt er størst på en lørdag.

 

Det fremtidige parkeringsbehov

Ud fra plangrundlaget og fremtidige kendte projekter er der lavet en vurdering af, hvor mange parkeringspladser der forventes etableret frem til 2020, (blandt andet Thomas B. Thriges Gade, Slagterigrunden, Musik- og teaterhuset).

Der er planlagt ca. 3.000 nye offentligt tilgængelige parkeringspladser i midtbyen, svarende til en vækst på knap 50 %, set i forhold til de ca. 6.500 offentlige, tilgængelige parkeringspladser, der er i midtbyen i dag. Derudover indeholder strategien et mål om at få gjort 5 % af de privat reserverede parkeringspladser offentligt tilgængelige i bestemte tidsperioder.

 

Indtil 2020 forventes parkeringsbehovet at stige i midtbyen på grund af den generelle bilvækst samt de fremtidige byomdannelsesprojekter.

 

Såfremt vurderingerne holder stik vil belægningsprocenten i City i 2020 være 74 % mod 80 % i 2010. Den øvrige del af midtbyen vil opleve en betydelig vækst fra 73 % i 2010 til 85 % i 2020.

 

P-hus ved Ansgar anlæg.

Planerne om at etablere et P-hus ved Ansgar anlægget realiseres ikke på nuværende tidspunkt efter dialog med branchen samt med Cityforeningen. I den forbindelse vil der i den kommende tid blive set på, om de eksisterende p-pladser i området og generelt kan udnyttes bedre, samt om der, for at holde omkostningerne nede, findes egnede områder for etablering af kommunale p-pladser på terræn.

 

Handlingsplaner

Med baggrund i ovennævnte analyser er der i parkeringsstrategien lagt op til følgende handlingsplaner:

 

Handlingsplan frem til ombygningen af Thomas B. Thriges Gade:

  • Analyse af mulighederne for at indføre betalingsparkering på de offentlige parkeringspladser i City og midtbyen.
  • Analyse af Odense Kommunes P-fond.
  • Dialog med private parkeringsejere om at gøre private reserverede parkeringspladser offentligt tilgængelige.
  • Nye parkeringspladser i forbindelse med fremtidige byomdannelsesprojekter.
  • Etablering af nye cykelparkeringspladser.
  • Indførelse af tidsrestriktioner i midtbyens boliggader i samarbejde med de lokale borgere.
  • Mulighed for pristalsregulering af taksterne.
  • Indførelse af parkeringsinformation via mobiltelefon (Odense Mobilguide).
  • Indførelse af dynamisk parkeringshenvisning.

 

Handlingsplan under omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade:

  • Etablering af midlertidige parkeringspladser i byggeperioden, svarende til det antal parkeringspladser der midlertidigt bliver nedlagt.

 

Handlingsplan gennem hele perioden:

  • Etablering af parkeringspladser til el-biler.
  • Udbygning af parkeringspladser til handicappede, motorcykler og lastbiler efter behov.

 

 

 

 

 

 

 

 


Parkeringskoncept

Det skal fremadrettet blive nemmere at finde parkeringspladser, og det skal være en ensartet parkeringsoplevelse, man får i Odense. Derfor indeholder parkerings-strategien et parkeringskoncept med blandt andet krav om bagudbetaling, hvornår der skal betales for parkering, tilgængelighed m.m.

 

Samtidig omfatter parkeringskonceptet et P-henvisningssystem, der skal gøre det nemt at finde de ledige pladser. Alle parkeringspladser, der overholder parkeringskonceptet, kan blive tilsluttet P-henvisningssystemet.

 

Dilemmaet ved at lave dette incitament er, at ikke alle aktører på parkeringsområdet i Odense nødvendigvis ønsker at indgå i konceptet. Dette er mindre optimalt i forhold til at finde ledige parkeringspladser. Hvis der omvendt ikke var et parkeringskoncept, vil parkeringsoplevelsen ikke blive ensartet. Som eksempel bruger mange private aktører forudbetalt parkering.

 

Betalingsparkering i hele midtbyen

Ved at indføre betalingsparkering i hele midtbyen vil det reducere antallet af langtidsparkeringer, og dermed give maksimal tilgængelighed til parkeringen i midtbyen. Dette medfører, at bilkørende pendlere presses længere ud i periferien. Det vurderes at dreje sig om et par hundrede pendlere. Der er i dag gratis parkering omkring områder som Banegården, Bazaren, OB og Sdr. Boulevard, hvilket skaber parkeringsproblemer for beboerne i disse områder.

 

På grund af væksten i belægningsprocenten i midtbyen bliver det vigtigt for parkeringsudbuddet, at der er maksimal tilgængelighed på parkeringspladserne. På sigt forventes Letbanen og Park and Bike at blive gode alternativer til de bilkørende pendlere.

 

Balanceordning

I juni 2011 vedtog folketinget Lov nr. 592, ”Lov om nedsættelse af statstilskuddet til kommuner ved forhøjelser af kommunale parkeringsordninger”.

 

Loven har til formål at sikre, at kommunerne ikke opkræver betaling for parkering af økonomiske grunde. Merindtægter fra betalingsparkering vil blive inddraget af staten gennem en reduktion i bloktilskuddet, såfremt bruttodriftsindtægterne overstiger 70 % af bruttodriftsindtægterne i 2007. Alle fremtidige forslag vedrørende parkering vil derfor blive holdt op imod denne lovgivning.

 

Det vurderes, at størstedelen af parkeringsstrategien kan gennemføres uden reduktion i bloktilskuddet. Det vil give reduktion i bloktilskuddet, hvis det vælges at øge udbuddet af offentlige parkeringspladser, ud over det parkeringsstrategien foreslår.

 

Økonomi

De i handlingsplanen anførte udgifter er skønnede udgifter. Projekterne vil hver især blive bearbejdet yderligere, inden de fremsendes til endelig politisk godkendelse.

 

Bilag

1. Parkeringsstrategi (Parkeringsstrategi 30072012.pdf)

 

 

 

E: Orientering


12. Gågaderegulativ. Revision 2012

Åbent - 2012/041959

 

Orientering

Odense Kommune har et Regulativ for fodgængerområder i Odense bymidte, vedtaget i 2000. Regulativet opstiller regler for administrationen af byrummene – veje og pladser i Odense bymidte, og samler reglerne for:

  • Udeservering
  • Stadepladser i gågaden
  • Torvehandel
  • Mobilt gadesalg (regelsæt er undervejs).

 

Derudover omhandler regulativet også regler for vareudstillinger og skiltning på vejareal samt tilgængelighed. Se bilag.

 

Regulativet i dag er relativt detailorienteret og på en række steder overholdes regulativet ikke. By- og Kulturforvaltningen planlægger at opdatere regulativet i 2012, så det bliver mere tidssvarende.

 

Ny Virkelighed – Ny Velfærd

Opdateringen af regulativet vil blive lavet ud fra Ny Virkelighed – Ny Velfærd tanken, hvor regulativet skabes af borgere, erhvervsliv, medarbejdere og politikere. Dette gøres ved at gå i dialog med borgerne i gågaden, de erhvervsdrivende mfl. På denne måde sikres det, at regulativet forankres hos borgerne og de erhvervsdrivende. Alle input vil derefter blive forelagt til politisk drøftelse, hvorefter der laves en politisk beslutning om, hvordan gågaderegulativet skal se ud anno 2012.

 

Der er mange aktører og interessenter, der har forskellige interesser i udformningen af en ny version af regulativet for fodgængerarealerne i bymidten. Nogle interesser omhandler emner af lovmæssig karakter, andre interesser omhandler emner af almen interesse. Det reviderede regulativ vil derfor bestå af nogle lovmæssige krav, og nogle krav som besluttes af det politiske niveau ud fra de indkomne idéer, forslag og kommentarer.

 

Den del af gågaderegulativet, som omhandler mobilt gadesalg er reguleret af lovgivningen, og vil sideløbende blive fremlagt til drøftelse og beslutning i udvalget i løbet af efteråret.

 

By- og Kulturforvaltningen vil spørge organisationer og samarbejdsparter om, hvad de synes, der skal lægges vægt på. Derudover vil vi opstille en bemandet campingvogn, hvor borgerne, der bruger gågaden, vil blive spurgt om deres holdning til gågaden.

 

De spørgsmål, der udformes til borgerne, de erhvervsdrivende, medarbejderne mfl. vil tage udgangspunkt i de rammer, som ikke er reguleret af lovgivningen. Alle svarene samles og forelægges udvalget til politisk drøftelse den 9/10 2012. På baggrund af drøftelsen udarbejder By- og Kulturforvaltningen et gågaderegulativ anno 2013, som forelægges til politisk beslutning den 13/11 2012.

 

Odense Kommune får på denne måde skabt et gågaderegulativ ud fra Ny Virkelighed – Ny Velfærd tanken.

 

Det nye gågaderegulativet forventes, at kunne træde i kraft pr. 1/1 2013.

 

Bilag

1. Overblik - Gågaderegulativ (gågade-udeservering o.s.v._2012062813403400.pdf)
2. Gågaderegulativ (Gaagaderegulativ.ashx.pdf)
3. Regler for udeservering (Regler for udeservering.pdf)

 

 

 

© 2011 Agerholm Dahl