Dagsordener

Hjem
Dagsorden

Odense Byråd - Dagsorden 29. februar 2012

Knud

Odense Byråd

Åben

Dagsorden


Onsdag den 29-02-2012 kl. 17:00

Byrådssalen


Oversigtsdagsorden: Åben dagsorden

6. Endelig godkendelse af aftale om Odense Havns salg af areal til VandCenter Syd (Lukket)

1. Udpegning af et medlem til Det lokale Beskæftigelsesråd (LBR)

Åbent - 2012/030108

 

Sagsresumé

Byrådet udpegede på mødet den 12/5 2010 Torsten Jensen fra Metal Odense som medlem af Det lokale Beskæftigelsesråd (LBR).

 

Torsten Jensen har nu meddelt, at han går på efterløn. På baggrund heraf indstiller LO Odenses bestyrelse, at Kent Madsen fra Metal Odense udpeges som nyt medlem af LBR.

 

Indstilling

Borgmesterforvaltningen fremsender sagen til byrådet.

 

 

 

Sagsfremstilling

Ingen.

 

Økonomi

Sagen har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune.

 

Bilag

Ingen bilag.

 

2. Forslag fra byrådsgruppe V vedrørende udarbejdelse af Civilsamfundsstrategi

Åbent - 2012/028162

 

Sagsresumé

Byrådsgruppe V anmoder i henhold til forretningsordenens § 3 om optagelse af følgende forslag på dagsordenen for mødet den 29/2 2012:

 

”Sagsresumé

 

Venstre ønsker, at byrådet igangsætter udarbejdelse af en civilsamfundsstrategi til vedtagelse i byrådet.

 

Ny virkelighed – ny velfærd med borgeren i centrum forpligter. Det forpligter byrådet til at udvikle nye tiltag, der kan være med til at bane vejen for ”det næste velfærdssamfund”. Udviklingen af det frivillige arbejde er derfor et centralt indsatsområde i årene fremover. Venstre har gentagne gange konstateret, at der er behov for, at byrådet samlet får udarbejdet en civilsamfundsstrategi som overbygning på det arbejde, der allerede er i gang eller på vej i de enkelte forvaltninger i samarbejde med frivillige organisationer. En civilsamfundsstrategi skal indeholde formål, målsætninger og indsatsområder.

 

Indstilling

 

Venstre indstiller, at byrådet vedtager at igangsætte udarbejdelse af en civilsamfundsstrategi til vedtagelse i byrådet.   

 

Sagsfremstilling

 

Med udgangspunkt i frivillighedstanken ønsker Venstre, at Odense Kommune i tæt samarbejde med borgerne, herunder de frivillige, skal udvikle nye bud på samarbejdsmodeller, som er med til at understøtte, vedligeholde og udvikle lokalsamfundenes og borgernes egne muligheder.

 

Formålet med en civilsamfundsstrategi er, at Odense Kommune ved hjælp af et massivt integreret samarbejde med frivillige skaber nye løsninger. Det handler om at styrke borgerens egne og civilsamfundets samlede ressourcer og handlemuligheder.

 

Odense Byråd skal arbejde koordineret med frivillighed på tværs af forvaltningerne.

 

I Odense danner en lang række klubber, foreninger og organisationer rammen om en stor og mangfoldig vifte af aktiviteter. Det frivillige foreningsliv og de enkeltstående frivillige sikrer muligheden for et aktivt liv og yder derigennem en vigtig forebyggende indsats.

 

Målet om at skabe nye velfærdsløsninger kræver, at vi er innovative, visionære og tør bryde grænser. Civilsamfundsstrategien skal tage afsæt i Ny virkelighed – ny velfærd med visionen om, at vi med brugeren og borgeren i centrum vil være med til at skabe nye løsninger til det næste velfærdssamfund. Denne overordnede vision forudsætter en højere grad af inddragelse af borgeren selv, pårørende og civilsamfundet.

 

Vi skal udbrede tanken om det selvbærende lokalsamfund frem for at centralisere alle frivillige indsatser i kommunalt regi. På lang sigt er målet, at man ved stærke, velfungerende lokalsamfund oplever, at ikke kun kommunen, men også ressourcerne i lokalsamfundet arbejder sammen, hjælper hinanden og løser velfærdsopgaver.

 

Indstilling

 

 

 

Sagsfremstilling

 

Økonomi

 

Bilag

Ingen bilag.

 

3. Ansættelse af ny adm. direktør til By- og Kulturforvaltningen  

Åbent - 2011/202732

 

Sagsresumé

Stillingen som adm. direktør i By- og Kulturforvaltningen er ledig til besættelse.

 

Økonomiudvalget godkendte på mødet den 30/11 2011 ansættelsesproces, finansiering og sammensætning af samtaleudvalget.

 

Samtaleudvalget gennemfører den 27/2 2012 den anden og dermed sidste samtalerunde. I umiddelbar forlængelse heraf peger samtaleudvalget på en kandidat, der indstilles til ansættelse.

 

Indstilling

Borgmesterforvaltningen indstiller, at byrådet godkender at ansætte den kandidat, som samtaleudvalget anbefaler til ansættelse.

 

 

 

Sagsfremstilling

Stillingen som adm. direktør i By- og Kulturforvaltningen har været ledig til besættelse siden den 31/12 2011. Der har været gennemført en ansættelsesproces i henhold til den beslutning om proces, finansiering og sammensætning af samtaleudvalg, som Økonomiudvalget traf på mødet den 30/11 2011. Herunder beslutning om, at Økonomiudvalget var repræsenteret i samtaleudvalget ved to repræsentanter, rådmand Steen Møller og borgmester Anker Boye.

 

Samtaleudvalget gennemfører den 27/2 2012 den anden og dermed sidste samtalerunde. I umiddelbar forlængelse heraf peger samtaleudvalget på en kandidat, der indstilles til ansættelse.

 

Forhandlinger omkring ansættelses- og lønforhold påbegyndes i forlængelse af, at kandidaten informeres om samtaleudvalgets indstilling. I henhold til Økonomiudvalgets beslutning den 30/11 2011 forhandles der med et udgangspunkt om, at den adm. direktør ansættes på kontrakt med en grundløn på samme niveau, som praksis har været ved de seneste ansættelser af adm. direktører i Odense Kommune.

 

De endelige løn- og ansættelsesforhold bliver forelagt Økonomiudvalget til beslutning i umiddelbar forlængelse af byrådsmødet den 29/2 2012.

 

Økonomi

Ansættelse af den adm. direktør i By- og Kulturforvaltningen afholdes inden for By- og Kulturforvaltningens nuværende ramme.

 

Bilag

Ingen bilag.

 



4. Forslag til kommuneplantillæg nr. 19 og lokalplanforslag nr. 6-698 Bellinge Fælled, boliger, 1. etape. Offentliggørelse

Åbent - 2011/012060

 

Sagsresumé

Lokalplanen Bellinge Fælled er udarbejdet på baggrund af Odense Kommunes vision om at blive Danmarks mest bæredygtige by og mål i Miljøpolitikken, Kommuneplanen og Produktionsplan 2012.

 

Lokalplanen er første skridt til realiseringen af strukturplanen for ”Bæredygtig bebyggelse i Bellinge”, som blev vedtaget af byrådet på mødet den 22/6 2011. Strukturplanen lægger op til at gøre udstykningen i Bellinge til Odense Kommunes bæredygtige flagskib. I dette område vil en lang række bæredygtige tiltag blive afprøvet og indarbejdet i planlægning, byggemodning og drift af en ny bydel. Strukturplanens intentioner har derfor været styrende for lokalplanens udtryk.

 

Lokalplanområdet er ejet af Odense Kommune, dækker et areal på 43 ha og planlægges til på sigt at komme til at rumme ca. 500 boliger. Lokalplanen fastsætter dog alene bestemmelser for 1. etape med ca. 70 åben/lav og 12 tæt/lav boliger samt friarealerne.

 

For at kunne videreføre intentionerne fra strukturplanen til lokalplanen er der udarbejdet forslag til kommuneplantillæg. Tillægget giver blandt andet mulighed for at kunne opføre bebyggelsen i op til 3 etager og giver samtidig mulighed for at hæve bebyggelsesprocenten op til 40 for åben/lav og 55 for tæt/lav. Herudover ændres vejadgangen til området.

 

Indstilling

By- og Kulturforvaltningen indstiller til udvalget, at byrådet godkender, at forslag til kommuneplantillæg nr. 19 og lokalplanforslag nr. 6-698 Bellinge Fælled, boliger, 1. etape, vedtages til offentliggørelse i 8 uger i henhold til planlovens bestemmelser.

 

By- og Kulturudvalget anbefaler indstillingen.

 

Udvalgsmedlemmerne Lars Christian Lilleholt og Jesper Kinch-Jensen deltog ikke i mødet.

Økonomiudvalget anbefaler By- og Kulturudvalgets indstilling.

 

Borgmester Anker Boye deltog ikke i mødet.

 

 

 

Sagsfremstilling

Baggrund

Odense Kommune har opkøbt et 45 ha stort område vest for Assensvej og nord for Flintagergårdvej med det formål at udvikle en ny bydel på arealerne. Området er udlagt til boligformål i kommuneplanen og vil udvide Bellinges areal med 1/5. Bellinge er en velfungerende forstad, hvor der er adgang til indkøbsmuligheder, skole, institutioner og idrætsfaciliteter.

 

Lokalplanområdet, der udgør 43 ha, er landbrugsjord i landzone, der med lokalplanen overføres til byzone. Vest for området ligger der et boligområde, øst og nord for området ligger det åbne land.

 

I Strukturplanen, der ligger til grund for lokalplanen, er der valgt 5 parametre for bæredygtighed.

 

  • Minimering af omfanget af infrastruktur
  • Intet overfladevand til offentlig kloak
  • Øget biodiversitet
  • Mindst mulig terrænregulering og jordtransport
  • Fortætning af bebyggelse

 

Lokalplanen indeholder bestemmelser, der understøtter disse 5 parametre.

 

Bebyggelsesplan og friarealer

Planens overordnede idé er at lade landskabet styre, hvor der skal bygges. Området er et let kuperet morænelandskab med en højdeforskel på op til 10 meter. Dette landskab er med til at give bebyggelsen dens karakter med dens lavninger og højdedrag. Områder til boligbebyggelse lægges på højdedragene, mens der placeres regnvandssøer i lavningerne. Regnvandssøerne udformes, så de også indgår som rekreative elementer. Mindre friarealer slynger sig mellem boligområderne og leder ud til større fælles friarealer og de største regnvandssøer.

 

Landskabet, placering af bebyggelse og regnvandshåndteringen ”forærer” området 3 landskabstyper: sø, fælled og park. Disse 3 landskaber giver mulighed for at tilføre området oplevelser, natur, biodiversitet og rekreative tilbud. Princippet er, at flest mulige skal have direkte adgang og udsyn til de store grønne og blå fællesarealer.

 

Vejstrukturen er foreslået udarbejdet således, at den bliver med mindst mulig overflade, og at vejarealet kan bruges til multifunktionelle aktiviteter. Vejen får karakter af landsbygade, hvor pladserne åbner sig som landsbyens gadekær. Vejen udformes med knæk i 30-60 grader for at sænke farten og indbyde til sikker leg.

 

Håndteringen af regnvand er ambitiøs og skal ske uden udledning til kloak. Samtidig vedligeholdes områdets underliggende grundvandsressourcer. Regnvandet bruges som en rekreativ ressource og er med til at give området identitet. Regnvandshåndteringen skal ske i de lavtliggende områder, hvor vandet har sin naturlige løbebane. Den store regnvandssø er et af de bærende landskabselementer i planen. Netværket af små søer og regnvandsrender vil give forskellige oplevelser rundt i området.

 

For at opnå de 3 forskellige landskabstyper sø, fælled og bypark foreslås bestemmelser om forskellige typer af indretning og beplantning med primært fokus på hjemmehørende plantearter. Der er også flere steder i området ”vild” beplantning, som vil give gode levesteder for dyr.

 

For at landskabets karakteristika fastholdes, indeholder lokalplanforslaget bestemmelser om regulering af terræn. Et af målene er mindst mulig transport af overskudsjord. Derfor udpeges der områder indenfor lokalplanområdet, hvor man kan placere overskudsjorden.

 

Odense Bys Museer har i hele området gjort væsentlige arkæologiske fund fra en tidsperiode på 4000 år. De 2 vigtigste steder er der afsat plads til at indarbejde et aftryk og muligheden for at lave en fortælling om de fund, der er gjort.

 

Ved støjvolden foreslås der mulighed for at indrette et solcelleanlæg, ligesom der vil være mulighed for en kunstinstallation af solceller i byparken.

 

Grundstørrelser

Grundstørrelserne i lokalplanen ligger imellem 500-800 m2 for åben/lav bebyggelse. Dette er mindre parceller, end Odense Kommune hidtil har udlagt i lignende udstykninger. Bebyggelsesprocenten er øget for den enkelte grund, og der gives mulighed for at bygge i op til 2 etager for parceller og 3 etager for rækkehuse. Herved kan man få den ønskede boligstørrelse samtidig med, at det bebyggede areal mindskes.

 

For samtidig at sikre nabohensyn parcellerne imellem betyder de mindre grundstørrelser, at lokalplanen indeholder mere præcise bestemmelser for den enkelte boligs omfang og placering end i en traditionel parceludstykning.

 

Resultatet af de mindre grunde er blandt andet, at der opnås store friarealer til rådighed for alle i bebyggelsen og nabokvartererne. Friarealerne udnyttes blandt andet til regnvandshåndteringen, hvorved der fremkommer et område med sø og natur, som vil blive en attraktion for hele bebyggelsen. Herudover opnås der en tæt, landsbylignende bebyggelse med gode muligheder for fællesskaber. Endelig er bestemmelserne med til at understøtte, at der energimæssigt bygges mere bæredygtige boliger.

 

Ny virkelighed - Ny velfærd

Planlægningen af området understøtter Odense Kommunes intentioner igangsat i Ny virkelighed - Ny velfærd.

 

Strukturplan, kommuneplantillæg og lokalplan udstikker rammerne for, at den samlede bebyggelse bliver sammensat af forskellige boligtyper og størrelser. Derved understøttes mulighederne for, at området får en varieret beboersammensætning med forskellige aldersgrupper og familiestrukturer. Bebyggelsesplanen giver via den tætte bebyggelse pladsdannelser, en vej- og stistruktur med fokus på gående og cyklister og endelig de store attraktive fællesarealer mange muligheder for uformelle møder og fællesskabsdannelse.

 

Samlet set giver planerne grundlaget for en attraktiv bebyggelse, hvor bæredygtighedsbegrebet favnes meget bredt. Alle dele understøtter samtidig også sundhedspolitikkens indsatsområder miljø, fysisk aktivitet og socialt netværk.  

 

Der oprettes en grundejerforening fælles for hele bebyggelsen, der foreslås at skulle varetage al drift og vedligehold af fællesarealerne og den fælles regnvandshåndtering.

 

Ved 100 % nedsivning af regnvand vil den enkelte grundejer opnå en reduktion i afgiften til afledning af spildevand.

 

Der er afholdt et orienterende borgermøde i forbindelse med Odense Bys Museers arkæologiske udgravninger i området. Dialogen med borgerne i naboområderne fortsættes, jf. afsnittet om kommuneplantillægget.

 

Kommuneplantillæg med forudgående høring

For at kunne muliggøre realisering af Strukturplanen gennem lokalplanlægning er der udarbejdet et kommuneplantillæg for den nuværende ramme 6.B4. Tillægget følger den politiske behandling af lokalplanforslaget.

 

Tillægget giver blandt andet mulighed for at kunne opføre bebyggelsen i op til 3 etager. Såfremt der bygges i 2 eller 3 etager, kan bebyggelsesprocenten hæves til 40 for åben/lav og 55 for storparceller. Derudover bortfalder muligheden for, at enkelte bygningsdele kan være op til 11 meter. Endelig foreslås det at fjerne kravet om, at vejadgang skal ske via Assensvej. Baggrunden er, at der af trafiksikkerhedsmæssige årsager ikke kan godkendes en adgang fra Assensvej.

 

Der har været afholdt forudgående høring på kommuneplantillægget, hvor der er indkommet 24 bemærkninger. Bemærkningerne koncentrerer sig om de fremtidige trafikforhold, når adgangsmuligheden fra Assensvej fjernes. På den baggrund har forvaltningen indledt en dialog med grundejerforeningerne i de tilstødende boligområder. Der er løbende kontakt med repræsentanter fra grundejerforeningerne, og der er blandt andet aftalt en fælles besigtigelse af vejforholdene.

 

Derudover er der kommet enkelte bemærkninger om placering af overskudsjord langs den nordlige grænse af lokalplanområdet. Dette vil blive behandlet i forbindelse med fremtidig lokalplanlægning.


Planernes miljøvurdering

Planerne er ifølge lov om miljøvurdering af planer og programmer blevet miljø-screenet for kendte forhold. Ud fra en samlet konkret vurdering anser Odense Kommune ikke, at planen giver anledning til væsentlige miljøpåvirkninger. Der vil derfor ikke blive udarbejdet miljøvurdering.

 

Økonomi

Sagen har ikke økonomiske konsekvenser for Odense Kommune.

 

Bilag

1. Forslag til kommuneplantillæg nr. 19 - Bellinge (Forslag til Kommuneplantillæg nr. 19 - Bellinge.pdf)
2. Lokalplanforslag nr. 6-698 Bellinge Fælled, boliger, 1. etape (Lokalplanforslag 6-698 Bellinge Fælled.pdf)

 

 

 

5. Kommunalisering af DK legestue

Åbent - 2011/082987

 

Sagsresumé

Bestyrelsen for det selvejende børnehus DK Legestue, Bellisvej 43, 5000 Odense C, har den 1/9 2011 anmodet om at overgå til at blive kommunalt børnehus pr. 1/4 2012.

 

Børnehuset bor til leje ved Fyns Almennyttige Boligselskab, og lejeaftalen er fra selskabet bekræftet at kunne fortsætte uændret efter en kommunalisering.

 

Børnehuset har ingen formue og har ingen gæld.

 

Institutionens stiftere, Dansk Kvindesamfund, fraskriver sig alle rettigheder i forbindelse med overdragelsen.

 

Odense Kommune vil få overdraget arbejdsgiveransvaret for de ansatte.

Det af bestyrelsen ansatte personale overgår til ansættelse i Odense Kommune på

uændrede løn og ansættelsesvilkår, jf. ”Lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse”.

 

Sagen har været behandlet i Civilstyrelsen, som den 9/12 2011 har meddelt, at de ikke har bemærkninger til overdragelsen.

 

Ud over arbejdsgiveransvaret vil der ikke være administrative konsekvenser ved børnehusets overgang til Odense Kommune. 

 

Indstilling

Børn- og Ungeforvaltningen indstiller til udvalget, at byrådet godkender:

 

  1. Odense Kommune overtager Børnehuset DK Legestue pr. 1/4 2012.

 

  1. Der ses bort fra driftsoverenskomstens opsigelsesvarsel på 9 måneder.

 

  1. Det af bestyrelsens ansatte personale på overdragelsestidspunktet overgår til ansættelse i Odense Kommune på uændrede løn- og ansættelsesvilkår, jf. ”Lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse”.

 

Børn- og Ungeudvalget anbefaler indstillingen under forudsætning af, at By- og Kulturforvaltningen godkender lejekontrakten.

 

Udvalgsmedlem Veronica Hansen deltog ikke i mødet.

 

Borgmesterforvaltningen har ingen bemærkninger.

 

By- og Kulturforvaltningen har efterfølgende meddelt, at de på baggrund af de foreliggende oplysninger kan anbefale, at Odense Kommune overtager lejemålet.

 

Økonomiudvalget anbefaler Børn- og Ungeudvalgets indstilling.

 

Det er oplyst, at By- og Kulturforvaltningen kan godkende lejekontrakten.

 

Borgmester Anker Boye deltog ikke i mødet.

 

 

 

Sagsfremstilling

Ingen.

 

Økonomi

Sagen påvirker ikke kommunens kassebeholdning eller udvalgets serviceramme.

Bilag

Ingen bilag.

 

© 2011 Agerholm Dahl